Politidirektør Margrethe Dybbøls teenagedatter, Zenia, er forsvundet. Zenia har før været væk hjemmefra i dagevis for at være sammen med sine venner, men da en verserende sag om en anden forsvundet ung kvinde går ind i sin tredje uge, begynder Dybbøl at blive nervøs. Er der risiko for, at de to forsvindingssager hænger sammen? Samtidig kaldes vicepolitiinspektør Liam Stark ud til efterforskningen af et lig, som er fundet med tydelige lågeformede sår skåret ind i huden. Dea Torp prøver at holde et par fridage med sin nye kæreste, men må til sin ærgrelse afbryde dem, da der er brug for hendes hjælp til opklaringen. Da Dea og Liam bringes på sporet af kunstneren Monika Le Fevre, der er kendt for at skære lignende sår i levende dyr som en del af sin politiske kunst, bliver det tydeligt, at hun kan have forbindelse til både liget og Dybbøls forsvundne datter. Efterhånden står det klart for Dybbøl, at hun ikke kender sin datter så godt, som hun troede, og optrevlingen af Zenias adfærd giver hende bange anelser …
BLÆDEL & NORDBO
SÅR
#tænkførdutaster
Liget lå på en bræmme mosdækkede pigsten næsten helt inde ved gavlen bag den nedlagte kro. Kriminalteknikernes kraftige projektører oplyste den skjoldede, hvide kalkmur, og allerede på afstand kunne Liam Stark se konturen af en krop under presenningen inde under den hvide pavillon, der var rejst for at skærme findestedet og holde nysgerrige blikke væk.
På vej i bilen havde han modtaget en kort briefing, der gik på, at der var tale om en dødfunden person bag den forladte bygning. Meldingen var hurtigt blevet understøttet af de første betjente på stedet, som indrapporterede til vagtcentralen, at det drejede sig om en uidentificeret midaldrende mand. Formentlig var der tale om en subsistensløs, i hvert fald fremstod personen meget forhutlet, havde vagthavende fortalt Liam.
“Det var et par unge knægte, der fandt ham,” meddelte Frank, mens han trak hårnet og hætte af på vej hen mod Liam. Retsmedicineren havde sammen med en kriminaltekniker afsluttet findestedsundersøgelsen og nikkede nu hen mod presenningen og tilføjede, at Liam gerne måtte se på liget.
Det var holdt op med at regne, men fugten lå i luften, og indimellem kom der stadig spredte dryp. Der var mudret på pladsen bag den gamle bygning, og foran det, der engang havde været køkkenindgangen til kroen, stod ukrudtet tæt. Liam bøjede sig frem for at løfte på et hjørne af den grønne presenning. Han nåede at få et glimt af et furet ansigt og registrerede, hvordan mørke tjavser hår lå over mandens pande, før han instinktivt trådte et skridt tilbage, da en ram lugt steg op fra den døde krop.
“Har han ligget længe?” spurgte han og vendte sig mod den kriminaltekniker, der havde deltaget i findestedsundersøgelsen. Han var på vej over gårdspladsen for at slutte sig til kollegerne fra NKC, men kom i stedet hjælpsomt tilbage og så ned på liget, mens han trak på skuldrene.
Liam trak plastikdugen helt til side, og sammen betragtede de den døde mand.
“Det skulle man tro, hvis man kigger på ligets forfatning,” begyndte kollegaen fra kriminalteknisk, men rystede så på hovedet. “Men umiddelbart tyder det ikke på, at presenningen har ligget på jorden særlig længe. Hvis han havde ligget her over længere tid, ville vi se, at fotosyntesen var stoppet under det tildækkede område.”
“Fotosyntesen?” Liam satte sig på hug ved siden af liget. Manden stank af urin og snavs. Og blod.
“Al bevoksning under presenningen ville visne uden lys. Og det er ikke tilfældet her. Desuden ville det forholdsvis lune og solrige vejr, vi har haft på det sidste, sætte gang i en forrådnelsesproces, når presenningen begyndte at udvikle varme. Det lader heller ikke til at være sket, men det er for tidligt at sige endeligt. Jeg kan tage fejl, og vi fortsætter vores undersøgelser, når liget er kørt væk. Men spørger du mig lige nu og her, og det er jo det, du gør, så ville jeg sige, at de foreløbige undersøgelser peger på, at han er blevet placeret her under presenningen efter dødens indtræffen, og at han ikke har ligget her så længe.”
Kriminalteknikeren vendte sig mod Frank.
“Men Mester her kan nok komme med et mere kvalificeret bud på dødstidspunkt og på, hvor længe han har ligget her.”
Retsmedicineren havde et koncentreret drag om munden, der signalerede, at intern jargon og hyggesnak ikke var lige nu. “Jeg har brug for mere tid, inden vi flytter liget,” sagde han.
“Tror du, vi har at gøre med et drab?” spurgte Liam, selvom han fornemmede, at det var for tidligt at begynde at fritte, og han vidste også, at han risikerede, at retsmedicineren lukkede af og blev tvær.
Men Frank nikkede og tilføjede tørt, at det ville være allerhelvedes svært at forestille sig, at manden havde rullet sig selv ind i presenningen for at tage en lur udenfor, når han kunne have lagt sig indenfor. “Døren er brudt op, man kan bare gå ind. Men der er også noget andet …”
Han tog omhyggeligt hårnettet og hætten på igen og satte sig på hug ved siden af Liam, men med ryggen til ham bøjet over den døde på jorden.
Liam kiggede afventende på Franks ryg, men der kom ikke mere. Retsmedicineren sad tilsyneladende og tænkte sig godt om og lod ikke til at lade sig forstyrre af, at der blev ventet på en fortsættelse. Liam mærkede kulden fra jorden trænge igennem sit tøj. Han var kommet hurtigt ud ad døren og havde kun fået fleecetrøjen med.
Opkaldet fra Dybbøl var kommet som den redningsplanke, han havde ventet på hele dagen. To døgn med fridage og tilkald, og ingen havde ringet for at kalde ham på arbejde. Tidligere ville det have været et drømmescenarie, nu var det lige det modsatte. Mobilen havde været limet til hans hånd, siden han stod ud af sengen, og den havde ligget på bordet oven på servietten, når han spiste aftensmad sammen med sine forældre. Egentlig var det Dea Torp, politiinspektøren ville sende ud til den dødfundne bag kroen, men inden Dybbøl nåede at tale ud, havde Liam med en dyb følelse af lettelse i kroppen skyndt sig at meddele, at han selv tog af sted. Med det samme.
Han havde mærket morens blik, men ignorerede det og havde prompte rejst sig fra middagsbordet, inden gryden var blevet stillet på bordskåneren, og så var han ude ad døren.
Han havde mærket en lede ved sig selv. En flovhed, som han vidste, at forældrene gennemskuede. Han kunne ikke holde sin situation ud. Liam Stark, 51 år, vicepolitiinspektør i reaktiv afdeling, personfarlig kriminalitet, Odense politi. Adresse: mor og far på Sydfyn. Det var satangaleme ynkeligt. Og nu frøs han og fortrød, at han havde forladt huset så brat. Og han var også hundesulten.
Efter han var blevet separeret fra Helene, føltes hver dag som en ny dag i et fængsel. De havde været sammen i 19 år. Nu var han slået tilbage til start. Det var ynkeligt, patetisk og pinligt, at han var rykket hjem på sit gamle værelse i forældrenes bondehus med økoselvforsyning og de to gamle mennesker, som nussede rundt hele dagen i snegletempo, mens de ordnede og ville ham det så godt. Så enhver anledning til at arbejde i stedet for at gå der og hjælpe sin far med haven, var så kærkommen, at han med det samme havde afvist at forstyrre Dea, selv om det uden tvivl var hendes tur, hvis det regnskab skulle gøres op.
Han skuttede sig, stak hænderne i lommen og gik hen mod Thorbjørn. Kollegaen stod sammen med en lille flok lokale, der havde forsamlet sig på den småstensbelagte parkeringsplads. På kroens slidte endevæg stod der ‘Verninge Kro’ med rustne jernbogstaver, der tydeligt bar præg af forfald og manglende vedligehold. Bygningen stirrede tomt på den lille flok fra rækken af sorte vinduer.
“Det var de to unge mænd her, der fandt ham,” sagde Thorbjørn og pegede på to teenagedrenge i hættetrøjer og skaterbukser.
Liam præsenterede sig og rakte hånden frem. Da han kom tættere på, kunne han i lyset fra gadelygten se deres blege og sammenbidte ansigter. De var ikke meget mere end tretten eller fjorten år.
“Plejer I at hænge ud her bag kroen?”
Den ene nikkede, mens den anden rystede kraftigt på hovedet.
Han koncentrerede sig om ham, der havde nikket. “Hvornår var I her sidst?”
De to drenge udvekslede hurtige blikke, men ingen af dem nåede at sige noget, før Thorbjørn fortalte, at teknikerne havde fundet skod efter joints ikke så langt fra det sted, hvor afdøde lå.
“Er det noget, I kender til?” spurgte Liam i stedet. Nu stod de begge tavse og stirrede stift ned i jorden.
Thorbjørn tog over – der var noget ved hans højde og drøjde, der havde en særlig effekt på især unge mennesker. Som om noget af efterforskerens råstyrke på forhånd slog sprækker i deres forsvar. De to drenge rørte uroligt på sig, da han roligt begyndte at forklare, at de efterladte skod netop var blevet indsamlet af kriminalteknisk afdeling, og at man inden længe ville have dna på de personer, som havde røget de joints.
“Det betyder, at I lige så godt kunne have efterladt navn og adresse. Hvis det er jer, der har røget fjolletobak, så ved vi det meget snart. Og så er vi jo nødt til at tage en alvorlig snak med jeres forældre.”
Thorbjørn holdt en pause og smilede til drengene. “Der er selvfølgelig også en anden mulighed, som lyder på, at I nu indrømmer, at det er jer, der plejer at hænge ud her bag kroen og derfor kan fortælle os, om den her mand også kan have ligget her i fredags. Så kan det godt være, at vi ikke behøver at tale mere om joints.”
“Han lå der helt sikkert ikke i fredags,” kom det hurtigt fra den højeste af de to.
“Hvornår var I her i fredags?” spurgte Liam.
“Efter skole. Vi var her, indtil vi skulle hjem og spise,” sagde den høje og fortsatte hektisk. “Så siger I ikke noget om det, vel?”
Liam skulle til at sige, at det kunne de måske blive nødt til, men han nåede det ikke, før Thorbjørn lovede, at det i hvert fald ikke var noget, de skulle bekymre sig om nu.
“Og I er helt sikre?” spurgte han i stedet. Nu nikkede de begge to.
“Helt sikker, for han ligger, så man skal forbi ham, hvis man vil ind i kroen, og vi plejer faktisk at gå derind og sidde, når vi mødes efter skole. Vi ville 100 % have set ham.”
“Og hvad tid gik I hjem for at spise?”
“Jeg skal være hjemme klokken seks, så den var nok kvart over. Jeg var forsinket den dag.” Det var igen den høje. Kammeraten nikkede samtykkende.
“Har I lagt mærke til noget i løbet af de seneste dage, som ikke plejer at være her? Hvad som helst. En bil? Stemmer? Lys fra lygter?”
De rystede begge næsten umærkeligt på hovedet.
“Kender I til andre, der kommer her?” spurgte Thorbjørn. “Altså andre, der ulovligt trænger ind og …”
“Det er da ikke ulovligt at være her, her er jo ikke nogen,” afbrød ham, der ellers havde været stille.
“Det er ulovligt at trænge ind på privat ejendom, men det ser vi gennem fingre med, hvis I hjælper os her.”
Liam kom til at smile over sin yngre kollegas cowboytricks. Han spillede på at få de to drenge til at føle, at de var med i en tv-krimi. Men fair nok, hvis det fik dem til at tale, tænkte han og overlod drengene til Thorbjørn, mens han selv gik tilbage mod bagsiden af kroen for at spørge teknikerne, om han måtte gå en runde indenfor.
På vejen tilbage lænede han sig ind mod vinduet for at se ind i selve krostuen, men det var begrænset, hvad han kunne se i skæret fra gadelygten. Han formede en tragt med hænderne og lænede sig helt ind til ruden, men droppede det. Det eneste, han så, var sig selv. Hans hår var uredt, og det røde skæg trængte til at blive trimmet.
Mørket lå efterhånden tæt omkring kroen. Kun det skarpe lys fra projektørerne lyste små skarpt afgrænsede områder op. Liam ramlede ind i et par gamle skraldespande og en stabel kasserede plastikstole, der var stablet i et vakkelvornt tårn og stuvet af vejen i et lille indhak. Han tog sin lommelygte frem og fortsatte hen mod bagdøren. Det lod til, at Frank var blevet færdig med liget og med at tænke sig om, og da han fik øje på Liam, vinkede han ham hen og meddelte, at afdøde ville blive kørt til Retsmedicinsk inden for ti minutter.
“Jeg planlægger at foretage obduktionen allerede i aften.”
Liam så overrasket på ham. Det var mere normen, at der ville gå et par dage eller fire, inden de skulle forvente en obduktionsrapport. Liget var igen dækket af presenningen, men Frank signalerede med et kast med hovedet, at Liam skulle følge med. De satte sig igen begge på hug, inden Frank forsigtigt løftede plastikdækket, så mandens overkrop kom til syne. Rutineret trak han en gummihandske på sin højre hånd, inden han løftede op i den beskidte skjorte og blotlagde mandens torso. Med den anden hånd trak han en lille Maglite op af lommen og rettede lyskeglen mod mandens bryst.
“Se de her sår. Han har dem over store dele af kroppen,” sagde han og lyste hen over flere ujævne ar, der lignede låger, der var skåret ind i huden.
“Det er formentlig ikke dødsårsagen. Men jeg vil gerne vide, hvad fanden det er.”
Blev du inspireret til at læse mere?
Hvis du vil med bagom bogen og møde de to forfatteren, kan du læse et interview med dem her
