En råkold novemberdag kaldes politiet ud til et sommerhus i Reersø. Her finder de liget af en mand, som har ligget død længe og er meget svær at identificere. Det viser sig dog hurtigt, at manden har forbindelse til Bjerres Begravelsesforretning, hvor Ilka arbejder, og da politiet begynder at grave i sagen, står det klart, at både den døde mand og hans partner, Anita, har været sporløst forsvundet i flere år. Ilka står over for et vigtigt livsvalg. Hun skal bestemme sig for, om hun vil satse alt på sin travhestepassion, eller om hun skal vælge den sikre vej og lægge sine penge i bedemandsforretningen på Østerbro, som Vibe Bjerre har sat til salg på grund af økonomiske vanskeligheder. For en gangs skyld vælger Ilka det fornuftige, men hun finder hurtigt ud af, at det kræver mange kræfter at få alle ender til at mødes. Da Anita ud af det blå kontakter bedemandsforretningen, hvirvles Ilka ind i politiets arbejde, og inden hun får set sig om, befinder hun sig i rustvognen på vej mod Jylland for at hjælpe politiet med jagten på Anita. Jeg har skruet op for krimi-elementerne i forhold til i den seneste Ilka-roman. I ’Jagten på Anita’ har vi at gøre med en frygtelig familietragedie, som Ilka bliver viklet ind i, og som pludselig kommer til at true den hverdag i bedeforretningen, hun var begyndt at holde af. Det fundament hun har fået skabt sig, begynder at skride under hende. Og hvad gør Ilka så?
Der er flere ting. Ilka-serien har faktisk aldrig været tænkt som en krimi, det er nærmere en spændingsroman, hvor der sker en masse hele tiden, men spændingen ligger primært i relationerne. I Jagten på Anita skete der lidt noget andet, da jeg skrev. For pludselig dukker, der flere dødsfald op, og de skulle jo opklares.
I ’Jagten på Anita’ kommer Ilka helt ind i kernen af det at drive bedemandsforretning. Vibe, der er ejer af Bjerres bedemandsforretning, har ikke haft kontakt med sin bror, Claes, i fire år. Han er en fri fugl, der har rejst og arbejdet som sæsonarbejder bl.a. i Tivoli, så familien har ikke været dødnervøse, men da det går op for dem, at han er død, rammer det hende hårdt.
Gjorde hun nok for at holde familien sammen? Sidst de sås havde de en konflikt, og i den situation gør det ekstra ondt, at hun ikke gjorde mere for at klinke skårene. Vi kender sikkert alle til de der konflikter, hvor man synes, man har lagt sig i selen for at række ud, men at der ikke rigtig kommer noget retur, og hun har svært ved at acceptere hans uforpligtende tilgang til deres relation. På et tidspunkt tænker man: Ej, de kunne da ærlig talt godt lige ringe tilbage, hvorfor er det altid mig, der skal tage kontakt. Og så en dag stopper man. Pludselig går dagene bare, og man tænker, at der er tid til at reparere relationen. Men det ved vi jo aldrig, om der er.
Det er også ekstra sårbart for Vibe, at han har ligget død i det sommerhus i Reersø så længe, uden nogen har savnet ham. For Claes var jo egentlig ikke ensom eller socialt udstødt, han havde en familie. Da jeg skrev på historien, tænkte jeg meget over det der med at dø ensom. Tænk, at det sker, at nogen ligger død i månedsvis uden nogen, opdager det. Det synes jeg er så trist, og da jeg researchede på det, gik det op for mig, at det sker langt oftere, end man tror. Og det er ikke altid, fordi afdøde ikke har pårørende.
Vibe melder Claes savnet, men da der ikke er nogen indikationer på en forbrydelse, går Politiet ikke videre med sagen. Det viser sig, at Claes har haft et liv i Reersø, hvor han har valgt at leve under radaren, og det er der en god grund til, som fletter sig sammen med den historie om psykisk partnervold, som jeg har været inspireret af. Forhold, hvor denne ene part vil ud af forholdet, og hvor den anden part ikke vil acceptere, at det er slut. Jeg hørte en frygtelig ulykkelig historie om en far, der valgte at tage sine børn med i døden. Han døde bare ikke selv, og det er klart, at det er den ultimative straf at tage børnene og bruge dem som våben i sådan en konflikt. Det fik mig til at tænke over, hvordan man overhovedet kan leve videre i sådan en situation. Tør man overhovedet så tro på kærligheden igen? Det synes jeg er interessant. Jeg er så nysgerrig på liv, der bliver levet.
Jeg har også været meget inspireret af det der med, at nogle gange, lige når vi tror, at vi ved, hvor vi har livet, så sker der noget, så vores fundament skrider. Man kan aldrig vide, om det fundament vi står på holder.
For første gang i lang tid er der nogenlunde ro på for Ilka. Hun står stærkt og er landet i sit liv. Hun har sin mor Karin og hendes samlever Jette, et job, hun er blevet glad for og er for engangsskyld ikke på spanden. Hun er et ret godt sted. De penge, hun blev svindlet for i Ilka vender hjem har hun med sin tidligere chef Patricks hjælp fået tilbage, så nu er alle muligheder åbne. Og så må jeg jo som forfatter ryste jorden lidt under hende og sætte skub i historien …
Hun er på vej i en god retning og tager endnu et skridt på den vej, da hun beslutter sig for at købe sig ind i Bjerres bedemandsforretning, men passionen for travheste spøger stadig, og så bliver hun trukket ind i en familiehistorie, hun ikke har bedt om at blive trukket ind i, og som får stor betydning for hendes fremtid. Men hun træffer et valg, der skal sikre hende og forpligter. Det er ukendt for Ilka, der plejer at være en fri fugl. Hendes liv har aldrig været specielt nemt, men nu er hun nødt til at tage ansvar.
Det er i hvert fald sjovt at opdage, hvordan de personer, jeg skaber, bliver opfattet af læserne. Mange ser Ilka som en, der fløjter rundt i livet, fordi sådan kan det godt se ud. Men sådan ser jeg ikke på hende. Det er ikke altid så planlagt, men livet sker bare for hende, og så agerer hun efter det. Grundlæggende findes der nok to forskellige typer; dem, der lader livet føre dem og dem, der helst vil vide, hvad der sker i morgen, men sagen er, at det kan vi jo bare aldrig vide. Min erfaring er i hvert fald, at man ikke selv kan bestemme. Nogle gange bringer livet én skøre steder hen. Det bragte for eksempel mig ind i mit forfatterskab, Og det er jeg ekstremt glad og taknemmelig for.
Mit liv har taget mange drejninger, jeg har bl.a. arbejdet som tjener, grafisk designer og journalist, men så opstår der en mulighed eller der sker et eller andet, og jeg er fulgt med det. Som skrivende journalist og tv-journalist satsede jeg alt, da jeg sagde mit job op for at leve af en karriere som forfatter.
Jeg var enlig mor og havde dårligt salt til et æg. Det var på ingen måde det kloge valg at sige sit job op og forfølge en drøm, der på det tidspunkt var lidt af et luftkastel. Jeg anede ikke, om det kunne blive til noget.
Men jeg vidste også, at hvis jeg ikke satsede og koncentrerede mig hundrede procent om det, så ville det slet ikke blive til noget. Jeg kunne ikke både være redaktionsschef på Metronome og være mor OG forfatter, og derfor sagde jeg mit job op, da jeg havde skrevet Kald mig prinsesse.
Jeg har ikke altid truffet de klogeste beslutninger, og jeg ved, at mine forældre var enormt bekymrede for, om jeg satte alt over styr. De heppede på mig, men de var sgu bekymrede, fordi jeg sagde farvel til min faste indkomst. Adam var kun 7 år, og jeg skulle betale husleje, men de støttede mig og har altid opfordret mig til at gå efter det, jeg kunne mærke, jeg helst ville. Det sagde de også til mig, og det gjorde mig glad og gav mig en tro på, at jeg kunne klare det.
Det var da et kæmpe sats. Jeg har aldrig vidst, hvor mange bøger, jeg kan skrive i en serie, for man ved jo ikke, om de gode ideer bliver ved med at komme.
Jeg synes faktisk, at det er ret vigtigt, når vi taler unge og uddannelse i dag. I dag skal de unge meget tidligt vælge, hvilken retning de vil i uddannelsessystemet, men det er altså svært at vide i den alder, og mange af os afprøver flere forskellige veje, inden vi lander et sted.
Jeg kender det også i forhold til min egen søn, Adam. Som mor vil man jo virkelig gerne kunne sikre sit barns fremtid, men Adam har valgt en livsbane som skuespiller. Det er ikke altid nemt, men det er det, han brænder for, og det, der gør ham glad. Og så gør det faktisk også mig glad. Jeg ved jo også godt, at hvis man vil noget, må man dedikere sig 100 procent, og jeg har jo selv vist ham, at man skal gå efter det, man drømmer allermest om.
På mange måder ville det da være beroligende og fornuftigt med en kontoruddannelse, men selvom vi tror, det er et sikkert valg, så ved vi det bare ikke. Livet sker, og vi må bare følge med og tage imod udfordringen.
I Ilkas liv dukker der altid en udfordring op, og den er hun ikke bleg for at gå ind i. Hun gør altid, hvad hun kan for at rette op på det, og der er ingen andre, jeg heller ville være på hold med end llka. Hun klarer den altid.
Ligesom I mine andre romaner handler det om relationer. Det er i relationer mellem mennesker, at spændinger opstår, og det inspirerer mig altid.
Ilka hverdag foregår jo i en bedemandsforretning, så døden er også et tema. Claes findes død alene i et sommerhus, og der er et forældrepar, som skal sige farvel til et barn. Der er så mange måder at komme ud af livet på. Nogle dør fra os pludseligt og i andre situationer ved vi, at det vil ske indenfor et vist tidsrum. Det er altid svært, og det har altid interesseret mig meget, hvordan vi kommer herfra. Moderne mennesker er så vant til, vi kan styre alt, men ingen af os ved, hvornår eller hvordan. Ingen kan forhindre døden.
Jeg er tidligere blev spurgt, om de ikke skulle smeltes samen i en roman, men det har jeg aldrig synes, var en god ide. Men i denne krimi, for ’Jagten på Anita’ gav det sig selv, fordi der pludselig dukker flere dødsfald op, der viser sig at være relateret, og så kunne det ikke være anderledes, end at det var P13 – efterforskningsenheden, der assisterer politikredse i hele landet – der leder efterforskningen af Claes død, og derfor var det oplagt, at de ville blive kaldt ud i denne sag. P13 består af Louise Ricks lille rejseenhed. Kun derfor kunne de flettes sammen.
Da jeg så skrev på det, var det vildt sjovt for eksempel at se Eik med Ilkas øjne. Hun ser ham for første gang stå udenfor Bjerres begravelsesforretning. For hende er han som en fremmed, men jo ikke for mig. Det er sjovt, at de møder hinanden, og det faldt helt naturligt, fordi det passede til historien.
