Søren Marhauge fra Dinosaurens fjer og Svalens graf, har efterhånden fulgt mig i 15 år. Jeg havde lyst til at vende tilbage til den dejlige mand, og mærke ham nu, hvor livet virkelig kradser. Så efter ikke at have tænkt, at jeg skulle skrive mere i det univers, føltes det naturligt at vende tilbage, og se både Søren og Anna Bella fra Dinosaurens fjer, men også Marie fra Svalens Graf et senere sted i livet. Og som sædvanlig introducerer jeg denne gang også et helt nyt persongalleri, så på den måde er det ikke en klassisk tilbagevenden til et krimiunivers, men en selvstændig historie.
Pludselig sorterede jeg piller til den store guldmedalje
Ideen til at skrive om medicin kommer sig af, at min søn blev alvorligt syg i 2018. Før det var medicin ikke en del af mit liv. Jeg er aldrig selv syg, og er vokset op i en familie, hvor vi godt kunne tage en hovedpinepille i ny og næ, men nærmest ikke engang det. Pludselig sorterede jeg piller til den store guldmedalje, og var konstant på hospitalet. Der gik to år med hospital, transfusioner, kontrolbesøg, rygmarvsprøver, MRT-scanninger og blodprøver, og da vi kom ud på den anden side, var jeg grundlæggende forandret. Dybt taknemmelig over at medicin havde reddet hans liv, men stadig også med en grundlæggende skepsis, hvis ikke overfor medicin, så overfor en medicinal industri, der bare bliver rigere og rigere samtidig med at mange mennesker får det dårligere og dårligere. Sådan et felt med nuancer og både for og imod er guf for en forfatter, der prøver at beskrive verden nuanceret og sammensat.
I romanen undersøger jeg dilemmaet: Er det vigtigere at have et godt liv end at overleve? Alt medicin, der virker, har bivirkninger. Da det kom frem, at AstraZeneca vaccinen gav blodpropper affødte det total drama, men det var jo ikke sikkert, man fik en blodprop, og måske var det bedre at tage chancen og dermed vende tilbage til en normal tilværelse uden lockdown? Det skal selvfølgelig også forstås symbolsk. At man som menneske må mærke efter, hvor grænsen går. Hvor bliver man indskrænket af at forsøge at leve et liv, der er forsikret i begge ender, og hvornår skal man vælge at leve med en vis risiko? Jeg er helt sikker på, at der foregår overmedicinering på den grænseovergang. Lægerne er hurtigt ude med recepterne og patienterne er hurtige til at tage imod recepterne, fordi de vil fikses nu. Det slog mig, mens jeg skrev romanen, at patient på engelsk også betyder tålmodig, Og det er nutidens patienter ikke. De vil ikke se indad eller ændre fx. dårlige vaner – de vil bare fikses. Og jeg forstår det også godt. Livet raser afsted og der er så meget, vi skal overkomme. Da Willow var syg, var jeg også sådan: “I flyver hornhinder tværs over Atlanten og I laver babyer i petriskåle. Så fix ham dog!” Men det er faktisk en forkert holdning, har jeg fundet ud af, og jeg har taget meget mere ansvar for vores sundhed siden da – både den fysiske og den psykiske.
Ugleøje-sommerfuglen er en stor, meget smuk sommerfugl med såkaldte “skræmmeøjne” på bagvingerne, der ligner ugleøjne til forveksling.
Romanen hedder Uglens øje fordi en af hovedpersonerne, Bjørn, har stor succes med at hobby-udklække sommerfugle indtil en dag, hvor tyve ugleøjepupper fra Belize bare ikke vil lykkes for ham. Ugleøje-sommerfuglen er en stor, meget smuk sommerfugl med såkaldte “skræmmeøjne” på bagvingerne, der ligner ugleøjne til forveksling. Sommerfuglen bruger dem til at skræmme rovfugle væk med. I denne naturens helt geniale skræmmeadfærd kan man hente en del af titlens symbolik, og at den så er skrevet som uglens øje og ikke ugleøje er fordi, at der i romanen er et gennemgående overvågnings-tema. Overvågning af alt fra medicinalvarevirksomheder til teenagere, der lyver.
