En dråbe blod, en dråbe spyt, en tåre, en dråbeformet ørering. I “I en dråbe” finder man svar og spor i mange forskellige slags dråber. Det man finder, bliver især synligt under mikroskop, hvor man kan se en hel masse, som man ikke kan få øje på med det blotte øje.
Jeg har altid en vag ide, som jeg lægger ud med, men aldrig en forkromet. Den vokser ligesom organisk i takt med, at romanen vokser og bliver til. En ting er sikkert: Jeg får mange nye ideer undervejs. Nogle som jeg forfølger og nogle som jeg forkaster. Før jeg skrev “I en dråbe” havde jeg en ide om at skrive om rets botanik – på engelsk forensic botany – altså den disciplin, der handler om at opklare forbrydelser ved at se på botaniske spor. Pollen i en øregang, alger i stoffet på et par jeans, en gren fundet i et offers hår. Man kan f.eks. sige rigtig meget om et gerningssted ved at undersøge de botaniske spor og sladderhanke som man kan finde på et offer eller et offers tøj. Det har fascineret mig siden min egen professor i marin botanik på Københavns Universitet engang afslørede, at han af og til tog opgaver for kriminalpolitiet.
Uha, farligt spørgsmål at stille mig, der altid har et meget omfattende persongalleri! Men vi møder i hvert fald Mia Thiel-Jensen, som er hovedpersonen. Hun er 17 år, da romanen begynder, og hendes mor er netop forsvundet, og vi følger hende til hun er 34 år gammel. Vi kommer til at følge hende frem til hun er i midten af 50’erne i de næste to bind i serien. Hun er adopteret fra Korea og hun bor sammen med din familie i Næstved, bl.a. sin far Finn som også er en af hovedpersonerne. Derudover er der en masse bi-hovedpersoner: Bonus bedsteforældre, en gudmor, en masse venner, nye kollegaer, en forsvundet kusine og en plageånd fra fortiden.
De temaer jeg skriver om, er altid vigtige. Dem alle sammen. For jeg skriver om nogle meget menneskelige temaer, der rummer alt fra jalousi til hævn over tilhørsforhold og kærlighed. Menneskelige fællesnævnere, kan man næsten sige.
Ud over rets botanik så ville jeg gerne skrive om Næstved, der var kendt som Danmarks mest voldelige by i 1980’erne. Jeg boede selv i Næstved et par år på det tidspunkt. Jeg ville gerne skrive om tilhørsforhold i en familie, hvor man måske ikke nødvendigvis føler sig hjemme, fordi man deler gener, eller netop føler sig hjemme, fordi man har god kemi. Jeg ville skrive om blodets bånd versus den tilvalgte familie og jeg ville skrive om, hvor meget skade det kan påføre et barn, ikke at blive valgt ordentligt til.
De temaer jeg skriver om, er altid vigtige. Dem alle sammen. For jeg skriver om nogle meget menneskelige temaer, der rummer alt fra jalousi til hævn over tilhørsforhold og kærlighed. Menneskelige fællesnævnere, kan man næsten sige. Noget vi alle har stiftet bekendtskab med på den ene eller den anden måde. Og jeg tror, det er præcis det, litteratur skal og kan. Røre noget i vores fællesmængde, der gør, at vi føler os spejlet og ikke helt så ensomme.
Det har været rigtig fedt at vende tilbage til disse legendariske, historiske år. 1989 og 2001 behøver ikke den store introduktion med henholdsvis Murens fald og 9.11.
1984 er et år jeg valgte fordi Natos oprustning og knirken og knagen mellem Øst og Vest også spiller en politisk rolle den dag i dag. Jeg skriver ikke direkte om disse politiske begivenheder, men bruger dem som baggrundstapet for den historie om mennesker, som “I en dråbe” mest af alt er.
Det er udfordrende at skrive i en tid, hvor man skal huske, at der for eksempel ikke var mobiltelefoner, men det er også sjovt. 1984 var også det år, hvor en genetiker i England opdagede, at hvert menneske havde en specifik DNA-profil og da udviklingen af politiets brug af DNA i opklaring af forbrydelser spiller en stor rolle i romanen, var det oplagt at begynde her.
Det er helt vildt så meget, der sker i 1980’erne af banebrydende ting. Jeg føler, at 90’erne og 00’erne glider mere sammen for mig, hvorimod 1980’erne virkelig står ud. Og så savner jeg dengang telefonerne havde en meget lang ledning.
Mit liv er fyldt med gamle, gamle venskaber, der føles som søskendeforhold, umulige forbindelser spredt ud over hele jordkloden og et stærkt familiesammenhold med eksmænd og ekskoner, hvor der nok er en del konflikt, men ingen for alvor glider fra hinanden, og hvor vi har hinandens ryg.Hvordan har dine egne oplevelser og tanker om familie påvirket din skrivning?
Den måde mine karakterer i romanen elsker på trods, siger meget om, hvordan jeg selv tænker om familie. Mias bonusbedsteforældre Ib og Sonja er jo i grunden blot et ældre ægtepar, som Finn møder nede på biblioteket. Men deres liv flettes sammen og den fælles kurs ændres, fordi der er behov for det og fordi alle parter investerer i relationen. Det er sket så mange gang i mit eget liv. Jeg samler på folk med betydning, og har jeg en forbindelse til et menneske, tager jeg vedkommende ind og gør mig sårbar. Mit liv er fyldt med gamle, gamle venskaber, der føles som søskendeforhold, umulige forbindelser spredt ud over hele jordkloden og et stærkt familiesammenhold med eksmænd og ekskoner, hvor der nok er en del konflikt, men ingen for alvor glider fra hinanden, og hvor vi har hinandens ryg.
Jeg har selv en patchworkfamilie, hvor ideen om en konventionel familie for længst er kasseret og kastet over bord. Man hører til dér, hvor man vælger at høre til, og blodets bånd er vigtigt, men ikke en garanti for noget og heller ikke et must.
Evnen og viljen til at elske. Jeg har altid tænkt, at jeg ville være god til at adoptere, for jeg er ikke i tvivl om, at jeg ville kunne elske et barn, jeg ikke selv havde født. For mig handler kærlighed meget om investering og tilknytning. Der hvor man lægger sin energi og sit engagement, der spirer kærligheden.
Jeg bruger spænding og krimi som motor. Det er en unik måde at få læseren til at drive igennem romanen, for det ligger naturligt i os, at vi gerne vil finde ud af, hvad der i virkeligheden ligger gemt under overfladen. Mens læseren bladrer en side og endnu en, får jeg så samtidig lirket en anden historie frem i lyset. En historie om det almenmenneskelige og det vi alle kender fra venskaber, familierelationer, fra affærer og samarbejdspartnere. Igen noget fællesnævner. Er og bliver sgu bare en sucker for menneskets fællesnævner og -mængde.
