“Da jeg en dag forsøgte mig ud i at skrive mysterium på forsiden i stedet for krimi, så kunne jeg mærke i maven, at det var det helt rigtige”
“Historien stammer fra, at jeg engang havde hørt en historie om en arvesag, hvor man fandt en nøgle til en bankboks. Og det var det allerførste spæde skridt og på en mærkelig måde det, jeg byggede historien rundt om. Min fantasi løber hurtigt så der gik ikke ret lang tid, så havde jeg hele universet.”
Sådan indleder Sofie Lassen-Kahlke samtalen om hendes nye virke som forfatter og hvordan historien i hendes skønlitterære debut, Adams arv kom til hende. Bogen har fået genren mysterie. For bogen er hverken krimi eller roman, men sin helt egen.
Sofie Lassen-Kahlke troede selv det skulle blive en krimi med knald på, men sådan endte det ikke med at blive. “Da jeg gik i gang med at skrive, troede jeg, at jeg skulle skrive en hardcore krimi. Men jo mere jeg skrev kunne jeg godt se, at det ikke var hardcore. Så fandt jeg ud af, at der også var en hel genre inden for krimi, der var i den blødere ende. Men fordi min historie ikke som sådan er drabelig, så ledte jeg efter et andet ord. Og da jeg en dag forsøgte mig ud i at skrive mysterium på forsiden i stedet for krimi, så kunne jeg mærke i maven, at det var det helt rigtige.”
Kvinden der skal løse mysteriet om Adams arv, er hovedkarakteren Ursula Madsen, en kvinde på 57 somre. Hun har et godt arbejde som advokat og er derudover en bestemt dame der går i en kunstig leopardfrakke og som ikke bryder sig om børn. “Jeg har givet Ursula en alder på 57 af to grunde. Jeg har lyst til at fortælle en historie om en kvinde på lige præcis den alder. Men jeg kan også mærke, at det er rart at hun er flyttet lidt væk fra min egen alder.”
“Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg på ingen måde kunne identificere mig med hende. For det første hænger hendes kunstige leopardfrakke i mit skab, jeg vinterbader og jeg kunne også i et svagt og ikke særlig stolt øjeblik finde på at smide røret på i en samtale med et nærtstående familiemedlem. Men modsat Ursula er jeg klimabevidst, jeg kører utrolig langsomt på motorvejen, jeg går helst i praktiske sko og jeg kan ikke få nok af børn.”
Om jeg har brugt inspiration fra mit eget ægteskab, synes jeg må være min hemmelighed.
Udover at møde Ursula, møder vi også hendes ex-mand, Thomas, der er fængselspræst. De to er dog ikke mere skilt end, at han bor ude i annekset, da de hverken kan leve med eller uden hinanden.
“Jeg har nydt at beskrive deres relation, fordi jeg bare generelt nyder at skabe liv mellem to mennesker, der lever en lille smule kompliceret. Jeg synes helt oprigtigt, at det er sjovt og jeg har nydt hver eneste replik. Jeg er jo selv gift og om jeg har brugt inspiration fra mit eget ægteskab, synes jeg må være min hemmelighed. Ursula hverken tænker eller træffer beslutninger, som er lige efter bogen. Og noget af det sværeste har nok været at finde ud af, hvor grænsen skulle gå for hende. Jeg vidste, at hun – selv om hun er en retskaffen advokat – ikke nødvendigvis selv skulle kunne efterleve det, men jeg har brugt meget tid på at finde ud af, hvor præcis grænsen skulle gå.”
De fleste kender nok Sofie Lassen-Kahlke fra hendes karriere som skuespiller, men en ting har hun hvert fald tilfælles med hendes hovedkarakter Ursula – nemlig uddannelsen som jurist.
“Ja, jeg er jo også jurist, ligesom Ursula. Jeg blev færdiguddannet for syv år siden og har studeret ved siden af, at jeg lavede film. Så jeg har været en del længere tid om det end andre, det indrømmer jeg gerne. Jeg elskede alt ved strafferetten og synes det var sindssygt interessant og tilmeldte mig samtlige ture for at komme ud og se, hvordan fængsler osv. fungerede i den virkelige verden. Jeg endte dog med at lave mit afsluttende speciale i medieret, da jeg godt kunne lide tanken om, at jeg forbandt mine to verdener i specialet. På en måde gav mit lange studie mening på den måde.”
Plottet havde jeg egentlig nærmest fra start. Men det er klart, at så fandt jeg ud af undervejs, at der var nogle ting, der ikke helt hang sammen og at det var federe, hvis man vendte det hele på hovedet.
“Jeg har været i gang lidt mere end halvandet år fra idé til udgivelse. Og selvom historien selvfølgelig har udviklet og ændret sig, har jeg har egentlig været i gang hele tiden. Jeg synes bestemt skriveprocessen har været udfordrende, men det var også hvad jeg forventede. Men jeg har nydt hvert et sekund.” Og når det kommer til arbejdet med plottet, selvom det næsten var på plads fra start, var der alligevel ting der skulle rykkes rundt, slettes og “vendes på hovedet” som Sofie fortæller og uddyber: “plottet havde jeg egentlig nærmest fra start. Men det er klart, at så fandt jeg ud af undervejs, at der var nogle ting, der ikke helt hang sammen og at det var federe, hvis man vendte det hele på hovedet. Men jeg synes det var sjovt, hver gang jeg besluttede mig for at flytte plottet et nyt sted hen. At få alle enderne til at mødes på ny.”
Jeg har altid syntes, at jeg fik enormt meget ud af at læse alt mulig forskelligt og synes der er en stor fordel i både at vide, hvad Barbara Cartland og Dostojevskij er for noget
Når det kommer til hvilken litteratur Sofie selv holder af at læse, spænder hendes smag bredt. “Jeg læser al slags litteratur. Lige fra Tolstoj til krimier og thrillers, kærlighedshistorier og romaner generelt. Det er måske ikke det hele, jeg hver gang synes er lige godt, men jeg er meget nysgerrig. Jeg har altid syntes, at jeg fik enormt meget ud af at læse alt mulig forskelligt og synes der er en stor fordel i både at vide, hvad Barbara Cartland og Dostojevskij er for noget.”
Når man kigger på den smukke forside til bogen, kan man fornemme at den emmer af mystik. Men på forsiden står der også, at det er “et Ursula Madsen-mysterium” hvilket godt kunne indikere at det ikke blev den eneste fortælling om juristen. Til den bemærkning svarer Sofie, at “jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke drømte om at skrive mere om Ursula Madsen.”
