Tobias Bukkehave er aktuel med en ny krimiserie – første bind hedder Juventas og i romanen undersøger Bukkehave ensomhedens psykologi og vold i en tid, hvor kønsroller er under forandring, og internetkulturen har ændret alt.
En kold dyne af sne og slud har lagt sig over København, da de to politifolk Sara Levin og Janus West kaldes ud til et spektakulært fund i en transformatorstation. En ung, smuk mand er blevet dræbt og på rituel vis lagt til skue med to oldromerske mønter over øjnene. Det mest opsigtsvækkende er dog, at liget er dækket af et fint lag iskrystaller – manden, der øjensynlig er blevet banket til ukendelighed med de bare næver, har været frosset ned.
Da endnu et lig dukker op, hyrer Saras chef hendes bror, Adam, der er psykolog og profiler med en fortid i FBI. De to søskende har stort set ikke talt sammen, siden deres far blev fængslet for en række kvindemord ti år tidligere. Nu må de forsøge at finde hinanden i jagten på en bestialsk morder, der ikke lader til at helme, før en forkvaklet plan er ført ud i livet. For Tobias Bukkehave er det afgørende, at han med sin aktuelle krimiserie har noget væsentligt at sige om samtiden og ikke blot opklarer tilfældige krimigåder.
Juventas er navnet på den romerske gud for skønhed og evig ungdom. Emner, som romanen berører. En del af mit plot kredser om en ung popstjerne, der har taget Juventas som sit kunstnernavn. Titlen har derfor både tematisk og plotmæssig relevans. Og så er det et virkelig lækkert ord, syns jeg.
Inspirationen til Juventas kommer fra alle mulige steder. Plotmæssigt er jeg superinspireret af de 90er seriemorder-thrillers, der prægede mine unge år. Ondskabens Øjne, Se7en, Red Dragon, The Bone Collector osv. Tematisk har jeg været inspireret af incel-debatten, manosfæren og de skift i kærlighedskulturen, som jeg mener, vi har set i takt med, at flere og flere af vores relationer er blevet digitaliseret.
Juventas er en bog om at være alene. Om at få kappet båndene og stå tilbage uden kontekst. Om at skulle navigere alene i verden og om, hvad der sker, når man ikke kan det længere. Hvad der sker, når det sociale og romantiske niveau i livet kollapser totalt.
Ja, der er glimt af virkelige hændelser i bogen. Lidt korsørmand, en smule ubådssag samt noget inspiration fra nogle amerikanske og britiske drabssager.
Det er svært at svare på uden at spoile. Men lad os bare sige, at min gerningsmand er blevet opslugt af nogle tanker og kompetencer, han er stødt på på internettet og i populærkulturen.
Ja, det syns jeg. Juventas er i første omgang en bog, der skal henføre og underholde. Det sagt, så ligger der bag plottet en bekymring, som går på, at vi skal huske at komme hinanden ved. Sådan rigtigt. Også uden om det digitale. Og blive bedre til at samle dem op, der har svært ved det.
For mig er plottet, handlingen, spændingskurven og de stærke, sproglige billeder altid det vigtigste. Mine bøger prædiker aldrig. Men jeg kan godt lide, hvis mine karakterer og scener rammer folk, så de tænker over de tematikker, jeg altid væver ind i mine bøger. Så der er tale om en vekselvirkning mellem de to aspekter, hvor de, når det virker, befrugter hinanden, så det hele går op og blomstrer frit og vildt.
Det er som sagt vigtigt, og jeg gør det altid. Men det er ikke altafgørende. Måske sker det faktisk automatisk. Måske ligger det i hele grundideen; det er ikke muligt for mig at skrive en historie, uden at den på en eller anden måde berører noget i tiden, som animerer mig på den ene eller den anden måde.
Jeg ser afgjort en grad af tragik i det, og det er bl.a. den, jeg har skrevet Juventas på. Noget med afstand og isolation. Ekkokamre og billige sandheder, der ikke modbevises eller udfordres. I stedet forstærkes de. Men der er også gode udviklinger i spil. Internettet giver os flere kontaktflader, og børn, der er svage socialt har fået rum (bl.a. gaming), hvor de rent faktisk kan blomstre på andre parametre end dem, der var relevante, da jeg var dreng. Der er også mindre grov mobning nu, har jeg læst. Til gengæld findes en anden og mere subtil mobning i det digitale rum. Jeg tror, det hele handler om dosering og kyndig moderering af indholdet på internettet.
Et af de vigtigste elementer i bogen er forholdet mellem Sara og Adam. Søskenderelationen går igen i mine bøger, og denne gang går jeg et spadestik dybere. Jeg har selv en søster, som jeg er sammen med stort set hver dag. Vores relation er en grundpille i mit liv, og det taler jeg om gennem Sara og Adam
(spoiler?) Jamen, de skal videre til næste sag. En drabssag på Tåsinge med okkulte islæt, lader det til. Nu har de jo fået genetableret noget, der minder om et sundt forhold. Eller det er måske så meget sagt, men de ses igen, og det giver dem begge et tiltrængt skud indhold og mening. Og så skal de vel snart tage stilling til, at deres far bliver prøveløsladt, tænker jeg. Nå, ja. Og så er der Janus. Jeg tror, han skal lidt mere på banen i det næste bind.
