Politikens Forlag præsenterer

Krimiserier til ørerne

Forside / Vild med krimier? / Anbefaling: Krimiserier til ørerne

Savner du noget nyt at lytte til? Så har vi her en række anbefalinger til dig, der godt kan lide mysterier af både den hyggelige og uhyggelige slags. Alle bøger er første bind i en serie, og du kan derfor glæde dig over at der er mange timers lytteoplevelser i hver serie. 

Agatha Raisin er geskæftig. Kontant. Vant til at få sin vilje. Og netop gået på tidlig pension for at nyde sit otium i en af Cotswolds’ små landsbyer, der emmer af gamle dages idyl. Men aldrig så snart har hun deltaget i en tærtebagningskonkurrence for at indynde sig hos lokalbefolkningen, før tærtedommeren falder død om, og Agatha er under mistanke i en vaskeægte mordgåde. En mistanke, der tvinger hende til modvilligt at indrømme, at tærten er både købt og betalt i en deli i London. Og Agatha må nu indtage rollen som snushane for at bevise sin uskyld og — ikke mindst — få æresoprejsning. Agatha Raisin er en karakter der er elsket verden over. Hun er en slagkraftige heltinde der løser charmerende mordgåder i den idylliske og ærkebritiske landsby Cotswolds. Har du læst Agatha Christie, vil du også nyde denne serie.

Kom med til London i mellemkrigstiden. Maisie Dobbs er en snarrådig privatdetektiv og et kvikt og behageligt bekendtskab i bedste Sherlock Holmes-stil. Fra en beskeden start som tjenestepige har Maisie Dobbs trådt uventede stier. Efter studier på Cambridge og arbejde som feltsygeplejerske under Første Verdenskrig, etablerer hun sig i det sidste år af de brølende tyvere som privat efterforsker i den britiske hovedstad. Rygtet om Maisie Dobbs’ evner som psykolog og efterforsker spreder sig hurtigt, og hun bliver hyret til forskellige sager der ofte trækker tråde tilbage til tiden under 1. verdenskrig. Men det er ikke altid let at være kvinde i en meget mandsdomineret verden, men også dén udfordring klarer Maisie. 

Bøgerne om Mitfordmordene er inspireret af virkelige begivenheder og skildrer den virkelige Mitford-familie og dens seks excentriske søstre. Året er 1920 og Louisa Cannon drømmer om en vej ud af fattigdommens London, en by, der er hårdt mærket af den netop overståede verdenskrigs rædsler. Louisas redning bliver en ansættelse hos familien Mitford på Asthall Manor i Oxfordshire. Som kombineret barnepige og selskabsdame for de seks Mitfordsøstre får hun adgang til en helt ny og fortryllende verden. Især knytter hun sig til den eventyrlystne og smukke sekstenårige Nancy, den ældste af søstrene, der elsker detektivhistorier og brænder for at opleve verden uden for godset. Fans af Daisy Goodwin, Julian Fellowes og Agatha Christie vil elske denne serie.

1137, England. Alt ånder fred og idyl i urtehaven ved klostret Shrewsbury, hvor benediktinermunken Broder Cadfael passer sit havearbejde. Freden forstyrres dog brat, da han hidkaldes til en vigtig mission: I følgeskab med en gruppe munke sendes Cadfael til Wales, hvor den lyssky klosterforstander Robert har i sinde at indsamle de hellige rester fra helgenen Skt. Winifreds. Men i Wales møder munkene stor modstand fra lokalbefolkningen. Da udgravningens største modstander findes død med en mystisk pil boret i brystet, begynder spekulationerne at røre på sig. Har selveste Skt. Winifred ført pilen? Broder Cadfael ved bedre, men han må bruge alt sit vid for at udpege den sande morder.

I den lille by Three Pines i Quebec, den fransktalende del af Canada, arbejder Armand Gamache som politiinspektør. På overfladen ånder alt fred og idyl, og byen er travlt beskæftiget med markedsdage, ishockeykonkurrencer, forårsfester og andre begivenheder, der skaber stemning og sammenhold i den smukke by. De unge bliver kærester og går fra hinanden igen, indbyggere fødes og dør, splid og forsoning får hånd i hånd, alt er som altid. Men under overfladen er sagen en ganske anden, og inspektor Gamache går fra sag til sag, som kræver hans opmærksomhed. Her får du en serie med hyggekrimi for alle pengene. 

En iskold morgen i Fife, Skotland, opdager fire berusede studerende tilfældigvis liget af en kvinde i sneen. Rosie er blevet voldtaget, ramt af knivstik og efterladt på en kirkegård. Og de eneste mistænkte i sagen er de fire unge mænd, som nu har blodpletter pa tøjet. Femogtyve år senere indleder politiet en ny undersøgelse af den ellers henlagte sag om Rosies uopklarede mord, og de fire unge mænd er stadig under mistanke. Men da to af dem dør under mystiske omstændigheder, synes det at vidne om, at nogen er i færd med at udøve deres egen selvjustits. For de resterende to drenge findes der kun én måde at undgå at blive det næste offer på: At finde ud af, hvem der i virkeligheden slog Rosie ihjel. Kriminalkommissær Karen Pirie bliver sat på sagen.

På et afsidesliggende bjerg i det skotske højland brænder Elaine Buxtons lig. De eneste rester, det er muligt at identificere, er hendes tænder og en tøjstump. Et andet sted, på et hemmeligt værelse i Edinburgh, skriger den virkelige Elaine Buxton i mørket. Kriminalkommissær Luc Callanach er knap nok trådt ind på sit nye kontor, før Elaines efterlysningssag eskalerer til en mordefterforskning. Da han netop har lagt en lovende karriere hos Interpol bag sig, er han ivrig efter at bevise sit værd over for sit nye efterforskningshold. Men han opdager, at Lyon er langt væk fra Edinburgh, og at Elaines morder har skjult sine spor med omhu. Det varer ikke længe, før endnu en succesfuld kvinde bliver bortført fra sin dørtærskel, og Callanach ender i et kapløb med tiden. Eller, det tror han i hvert fald selv. Kvindernes sande skæbne viser sig at være langt mere forskruet, end han nogensinde kunne have forestillet sig.

En brutal seriemorder er løs i det nordlige Bradfield, og panikken spreder sig i lokalsamfundet. Den kliniske psykolog Tony Hill indkaldes, i et forsøg på at tegne en profil af morderen i samarbejde med kriminalinspektør Carol Jordan. Tony Hill har tidligere mødt seriemordere bag lås og slå, men denne gang er det anderledes. En vild menneskejagt er i gang, og Tony Hill må stå ansigt til ansigt med sine indre dæmoner, hvis han skal finde modet til at stoppe rovmorderen. Det viser sig, at Hill er den perfekte person til at forstå morderens motiver – men er han også det perfekte offer? Sirenernes sang er første bind i Val McDermids hæsblæsende kriminalserie om psykolog Tony Hill og kriminalinspektør Carol Jordan og deres forsøg på at forstå, hvad der foregår i en morders sind.

Find masser af inspiration her