Politikens Forlag præsenterer

Eksklusiv læseprøve på Enkernes land

Forside / Vild med krimier? / Læseprøve – Enkernes land

 

Enkernes land

Af Jeanette Varberg

Del 1

Ran er havdybets gudinde Hun fanger de druknede søfolk i sit net og fører dem til sit dødsrige i havets dyb Hendes rige er skibenes, havskibsnavnes, kølens, stavnenes, skibssidernes, skibsplankernes, fiskenes og isens land Havkongers rute og vej Ørnenes rige, sandets, tangens og skærenes hus, fiskesnørens, søfuglenes og børens land Hun er gift med havguden Ægir, og sammen har de ni døtre, der alle er havets bølger Hun kaldes også Ægirs iskolde vølve Hun kaster skibet lige ind i gabet på Ægir, dér, hvor bølgen brydes Frit efter Snorres Edda, Island 1200-tallet

Kapitel 1 Thøtt

21. november 1893

Det var en usædvanligt stille nat i november. Frosttågen flød lavthængende fra lavningerne mellem mose og hede ind over den lille forsamling forblæste huse på kanten af Danmark. De lå yderst på Jyllands krumme ryg med England som eneste nabo mod vest. Fiskerhytterne med de små ruder og lavloftede stuer trykkede sig nærmest undskyldende i novembermørket bag ved de store klitter, som skilte fiskerlejet fra havet.

Det var midnat, og flagermuslygterne fejede mellem husene og sendte skyggerne fra fiskerne op mod de slidte hvidkalkede huse. Ikke en vind rørte sig, og stilfærdigt gik de mod havet i den knitrende frost. Nordsøen var denne nat helt usædvanligt flad, og fiskerne håbede, at fiskestimerne ville stå tæt på bankerne. Det var ikke så tit, at november gav dem fisk på bordet, og der var koner og børn, som skulle have mad. Fire gange havde de været på havet siden oktober, og det var ikke nok til at mætte alle munde og holde dem varme. Gud havde været nådig i nat. Anders Høst skubbede strikhuen længere ned i panden med sin barkede næve, mens han så over på sine fem venner, der trak deres fælles båd over den brede sandstrand. De var store og tunge mænd, alle i deres bedste alder. Deres ansigter var allerede mærket af vejrets slid og det til trods for, at den ældste knap var fyldt tredive, og de var klædt i slidt arbejdstøj og store trøjer af uld. De fleste havde ladet skægget gro, og havet, solen og vinden havde skrabet store fuger i deres hærdede ansigter. Sammen kæmpede de nat efter nat på havet, for at de og deres familier kunne overleve.

– Du glemte din mad. Anders blev revet ud af sin tankerække og vendte sig om og så ned på sin kone, Maries, fine ansigt med de grønne øjne. Det var ejendommeligt, at hun havde holdt på sin skønhed på trods af livets elendighed på kanten af det uforudsigelige hav. Hendes blonde hår lod sig ikke fange af tørklædet, der var bundet under hagen, og en lok indrammede hendes ansigt.

Han smilede.

– Tak, min ven.

Han tog fat i den gamle og slidte madpose med sine fire tørre skiver brød i og gav hendes hånd et lille klem. Hun så på ham med et af sine særlige blikke og snusede ind. Hendes næsefløje på den stumpede næse udvidede sig og vibrerede i skæret fra lygten.

– Det lugter forkert, sagde hun og så ud over havet.

– Det er ikke normalt med så stille vejr. Aldrig har jeg set havet trække sig så langt tilbage, vi kan jo gå tørskoet ud til anden revle.

Hendes blik søgte ud mod vandet, der hviskede dovent langt ude. Alle fiskerne kendte de tre revler, der fik bølgerne til at brydes i hårdt vejr, og som skulle forceres forsigtigt i stille vejr og helst ved højvande.

– Jeg er urolig, havet ligner ikke sig selv. Vandet bliver ikke ved med at være fladt.

Anders trak sin lille kone ind til sig og smilede. Han havde også set havet trække sig, men han havde ikke været urolig. Han tænkte mest på, hvor mange pund fisk et fladt hav kunne give ham i nat.

– Lad være med at sige den slags, kun Herren kender havets vilje.

Han rystede lidt på hovedet og holdt hende ud fra sig i strakte arme.

– Du ved jo, at pastoren ser skævt til dig og dine forvarsler.

Marie slog med nakken.

– Det er kun, fordi han ved, at jeg har ret. Min slægt har boet her siden tidernes morgen, mens han er en selvforherligende og småtbegavet landkrabbe, som bruger Herrens ord imod os, der altid har holdt Jesus’ navn helligt. Tror du ikke, jeg kan kende havets lugt?

Han rystede på hovedet ad hendes udbrud og undlod behændigt at nævne hendes karakteristik af den nye pastor, som modsat de magre fiskere var rund og glat som en staldgris.

– Jamen, det er jo det fineste vejr, Marie.

Anders lod et smil kruse ved den ene mundvig, da han sagde det. Det var store følelser hos en af vesterhavsfiskerne, men hans smukke Marie var heller ikke som de andre koner. Hun satte en knyttet hånd på hoftens grove uldkjole, så ham i øjnene og prikkede ham hårdt ind i brystet med en kort, stærk pegefinger.

– Så lov mig i det mindste, at I pakker de svømmebælter, I fik i statshjælp, selvom vandet er fladt.

Det lovede Anders og så hende gå med rank ryg og knasende skridt over klitterne hjem til deres beskedne hjem og to drenge. Han måtte hellere gøre, som hun sagde, ellers ville hun blive ved med at være på nakken af ham.

Selvom han aldrig ville indrømme det over for sine fiskerkammerater eller pastoren, så delte han sin kones syn på den unge hr. pastor. Troen var stærk i det lille samfund. Guds ord havde magt. De var ydmyge mennesker, som accepterede livets lidelser med et bistert blik og bøjede nakker og med en stærk forestilling om, at et gudfrygtigt og nøjsomt liv gav dem frelsen i Paradis, når døden udfriede deres rettroende sjæl fra de jordlige pinsler.

Ifølge pastoren var der intet at grine ad hele vejen fra vugge til grav. Problemet var bare, at pastoren prædikede afholdenhed og mådehold til magre og fattige folk, mens han levede lige vel godt. Pastor Jakobsen var gavmild, men det gjaldt øjensynligt kun ham selv. Anders spyttede i sandet. Det gik ikke op. I sit enkle regnestykke over menneskers karakter burde krop og sind følges ad, og det haltede i pastorens tilfælde. Gevaldigt.

Han gik med store skridt hen til skuret på stranden og tog de primitive svømmebælter frem fra bunden af en trækiste. De aflange korkstykker sad på en lang række, holdt sammen af to flagliner, som løb parallelt igennem korkstykkerne, og de kunne bindes om livet. Det var en mærkelig opfindelse, som var blevet dem påtvunget af kjøbenhavnernes kloge hoveder. De var pludselig begyndt at bekymre sig om sømænds sikkerhed på havet. De var under ingen omstændigheder blevet brugt af fiskerne før, for det havde ikke været nødvendigt. De havde ikke brug for, at folk, som aldrig havde været på deres hav, skulle lære dem om noget som helst. Men Marie havde det med at kunne læse vejret og havet. Så han tænkte, at hvis hun fik ret, så fik han fred.

Han smed svømmebælterne op i træbåden mellem tofterne og begyndte at stuve dem af vejen sammen med madposen, olietøjet og et gammelt kompas, som altid viste 10 grader skævt. Men den særhed morede Anders. Lidt som Maries kloge hoved, der sad på en kvindes hals frem for en mands.

Poul, som alle kaldte Polle, og som knap var fyldt tyve år og rap i replikken for en fisker fra Vestjylland at være, skubbede hatten om i nakken og grinede.

– Har Marie lugtet til havet igen?

Han så på svømmebælterne.

Anders nikkede og trak beklagende på skuldrene.

– En glad kone gør en fiskers liv meget lettere.

Han blinkede til Polle, som lo indforstået.

En af de andre fiskere fra en anden fiskerbåd kom forbi og så Anders og Polle pakke svømmebælterne.

– Hvorfor gør I det? ville han vide. – Vandet er jo fladt?

Anders grinede lidt og sagde undskyldende:

– Det er Marie igen, Meinert.

Meinert stod og overvejede.

– Så tager vi dem også med.

De to fiskere nikkede til hinanden og fik travlt med at komme af sted. Det var nu, havet var helt perfekt.

De lagde det sidste fiskegrej op i båden. De bar forsigtigt en lang sammenrullet line med tusindvis af kroge op i båden. Den skulle fange fisk på bankerne et par mil fra kysten. Sammen med de andre bådelaug fra lejet slæbte de bådene ud mod brændingen på den anden side af første revle. Selvom havet var fladt, trak det en lang bølge op, når trykket fra uendeligt mange tons vand skrabede over sandbunden ved revlen og rejste sig til et dovent hvæs. De kom uden problemer fri af bunden, og mændene sprang behændigt op i båden, tømte støvlerne for vand og begyndte at sætte sejl. Både storsejlet midtskibs og fokken i stævnen blev sat for at fange en lille brise fra sydøst, som trak dem over brændingen og i samme retning, som tågen forsvandt. Natten var kold og fugtig. Himlen og havet var næsten sort, kun oplyst af Bovbjerg Fyrs fejende og flakkende lys mod syd, som forsvandt, jo længere ud på havet de kom. Det var en ejendommelig nat.

Et enkelt blåst fra en mindre hval et sted i natten tegnede godt for fangsten. Det var sikkert en gennemrejsende sildepisker på jagt i de store stimer, og hvis hvalerne var aktive i det rolige hav, så var der fisk. Anders glædede sig allerede ved tanken om alle de sprællende torsk og kuller i bunden af båden. Hvis de kunne være heldige at få 30-50 snese til 175 øre per snes, så ville de have penge nok alle mand måneden ud. Det gav ro i sjælen. Han kunne næsten høre den klingende mønt, når de landede på stranden. Måske var der nok til et nyt tørklæde til Marie til jul.

Han lukkede øjnene og mærkede noget, der lignede simpel lykke, som den salte brise mod ansigtet gav ham. Han var den yngste skipper blandt bådelaugene på strandene omkring Thøtt. I hans familie var alle respekterede fiskere. De var jævne folk, som levede et stilfærdigt liv, men på havet var de konger. Ingen kendte det mægtige hav så godt som dem.

Snart var de ved fiskebankerne godt syv sømil ude på det natsorte hav. Tavse sendte de linen med fiskekroge mod bunden. Linen var halvanden mil lang med plads til 10.000 snore, hvor der på hver eneste sad en krog for enden med madding på. De roede støt, indtil enden på linen blev fastgjort til en bøje, som de kastede i vandet og derefter bandt til båden med et reb. Så gjaldt det bare om at vente, indtil fiskene havde hugget til.

Så de fandt madposerne frem. De spiste, mens de muntert kommenterede fangsten, som var i vente. Polle havde været på udflugt med en bondedatter og var gavmild med detaljerne. Hun havde et godt og øvet greb fra mange års malkning, lod Polle dem forstå. De andre lo hæst. Der var et stærkt sammenhold mellem de seks mænd. De lod hvilen falde over sig, mens de drev over bankerne i natten. Lige indtil de mærkede, at båden bevægede sig anderledes. Det var små tegn, som de straks mærkede. Båden krængede pludselig over bølger.

Anders løftede opmærksomt blikket mod de skumtoppe, som i det samme viste sig som hvide glimt omkring dem i mørket. Først en enkelt her og der, men så kom flere til. Han så sig om i båden og så på de sammenbidte ansigter omkring ham.

– Kan I også mærke, at vinden vender? Den kommer fra nordvest.

Polle var godt i gang med at skylle sin humpel brød ned med en sjat tyndt øl, mens han nikkede. De andre mumlede samstemmende.

Erik Petersen, en markant firskåren skikkelse, som var kendt for at kunne hoppe fra åre til åre på en sejlende båd uden at falde i, pegede ud over bølgerne.

– Der er noget galt med bølgerne, de ruller mod vinden.

De andre så måbende til. Det havde de aldrig set før. Det var som en flod, der løb op ad bakke. Vinden gik samtidig fra brise til brøl.

Den afslappede stemning forsvandt i løbet af de næste åndedrag, og madposerne blev hurtigt gemt væk igen. Forholdene på havet kunne ændre sig på et splitsekund, det vidste de. Lyden af vinden tog til i styrke, og snart rejste havet sig brat og med en forunderlig voldsomhed. Hvis ikke det var for frygten i Anders’ bug, så havde han nærmest tænkt, at Guds kraft var sanseløst smuk den nat på havet.

Fiskerne begyndte at sætte sejlene for at gå længere ind langs kysten og nå i sikkerhed på stranden, men kæmpelinen var tung at slæbe for den lille båd. Anders tænkte, at så fik Marie ret igen. Til mændene råbte han gennem vinden:

– Vi går ind under land og venter til morgengry med at gå i land. Begynd at hale linen ind!

De fem andre fiskere begyndte arbejdet med at hive den lange fiskeline ind, mens skipperen kæmpede med roret. Linen var tung, og det betød mange fisk. Normalt ville de glædes stille over en stor fangst, Gud ville vide, det var lang tid siden sidst, men i den tiltagende vind var det en prøvelse. Båden huggede op og ned i de sorte bølger. Vinden slog hidsigt til dem, og inden de nåede at få olietøjet fundet frem, blev de gennemblødt af bølger og regn. Vandet drev ned ad master og rigning og samlede sig hurtigt til søer i bunden af båden. Arbejdet med at hale fisk ind i båden var pludselig en kamp på liv og død.

Kæmpe bølger kom overrumplende hurtigt rullende ind fra nordvest og vest. De afløste de første små nervøse bølger fra før. De løftede båden op i den mørke nat og kastede den ned i afgrunden, indtil en ny bølge rejste sig. Det uforudsigelige bølgemønster gjorde fiskerne desorienterede, og det var umuligt at stå oprejst, når båden ingen fast rytme havde i søen. De måtte klamre sig til alt, hvad de kunne få fat i.

Vindretningen fra nordvest var frygtet af alle, for så kom bølgerne, tunge af vand, som skubbet af en vred hånd, hele vejen fra Nordatlanten og direkte mod deres fiskebanker. Som en syndflod af vand mod legetøjsbåde. Men de her bølger var værre. Meget værre, og nu huskede Anders Maries advarsel om, at havet havde trukket sig for langt ud. Nu kom det tilbage med dobbelt kraft. Han blegnede i stormen. Ved Gud, de var dødsens.

Anders kæmpede ved rorpinden agter i båden og råbte til sine fiskere:

– Ta’ storsejlet!

Han så sine venner binde fiskelinen fast og derefter kæmpe med sejlet. De rebede fokken, så kun en tredjedel af sejlet stabiliserede båden i vinden og drev dem frem mod kysten. De blev kastet rundt, når bådens stævn huggede gennem kæmpebølgerne. De blev sammenbidte ved med at løse deres opgaver, mens søerne brød ind over bådens sider. Polle blev sat til at lænse vand, så de ikke sank. De rejste sig, hver gang de blev slået omkuld. I begyndelsen bandede de højlydt og gav pokker i pastorens formaninger om den slags sprog. Men snart blev de tavse, stormen drænede dem for kræfter og til sidst også håb.

Anders råbte til Erik, at han skulle finde svømmebælterne frem til dem alle og derefter binde sig selv fast til båden. Han så Polle, yngstemanden, sidde fortvivlet og kaste vand ud over bådssiden, selvom de alle kunne se, at det var nyttesløst.

Han tog selv svømmebæltet på og bad til, at kjøbenhavnerne for en gangs skyld havde ret i noget.

– Hvad med linen?

Erik råbte gennem det inferno af larm, som den pludselige og voldsomme storm sendte imod dem. De andre så på deres skipper. Deres grej var sammen med båden alt, hvad de ejede. Uden den lange fiskeline og tusindvis af kroge kunne de ikke fiske, og ingen af dem havde råd til en ny – og slet ikke om vinteren, hvor fangsten var ringest.

Det var skippers beslutning. Anders Høst, skipper i en alder af 26 år, skulle vælge mellem en vinter med sult eller at dø på havet. For alle seks mænd og deres familier.

Han tøvede og så vurderende på bølgerne, der nu nærmede sig fire meter – de havde sjældent prøvet værre. Men så tænkte han på sin Marie og deres to drenge, hendes blik og advarsel, og så råbte han:

– Hug linen over!

De surfede ned ad bølgerne i rasende fart mod brændingen ud for kysten. Nu havde havet rejst sig med bølger så store som bjerge. Fiskelinen og deres fangst var væk, og Anders havde rorpinden i sine stærke hænder, men han styrede stort set ikke. Vinden og bølgerne skubbede ubønhørligt båden ind mod kysten, hvor kæmpebølgerne knuste alt på deres vej mod stranden. Ét var at lande på stranden i stormvejr, det havde de prøvet før, men aldrig i fuldstændig mørke. Det var på den anden side helt udelukket at blive på havet, til solen gav lys. Det turde de ikke.

Mændenes blege ansigter lyste af ren angst, mens brændingens drøn ved den yderste revle kom tættere på. Flammen i fyrtårnet blinkede stadig ned mod dem som et uopnåeligt lys højt over deres hoveder. Det var stort set det eneste, de kunne se tydeligt midt i stormen. De nærmede sig hurtigt land. Anders var fokuseret. Han råbte til mændene og fik dem til at placere sig i båden, så den ikke ville kæntre i den høje sø.

– Sæt jer midtskibs, ellers ligger hun for tungt fortil!

Han så på mændene, som kravlede over tofterne for at finde nye pladser. Revlerne var farlige i storm, det vidste alle. Tre gange skulle de igennem havets dødsensfarlige brænding, og for hver gang ville det kun blive værre.

Men midt i al angsten begyndte de at synge. Det var thøttfiskerne kendt for. De elskede en god fællessang, og på en måde holdt det angsten på afstand før de afgørende sekunder. Polle havde en god og hæs stemme, og mens han klamrede sig til masten som en fattig og uldtrøjeklædt Odysseus fra det våde nord, sang han, så sirenerne ville have tiet:

– Se, nu stiger solen af havets skød, luft og bølge blusser i brand, i glød; hvilken salig jubel, skønt alt er tyst, medens lyset lander på verdens kyst!

Så ramte brændingen ved tredje revle, der var kystens første naturlige værn mod havet. Vandet slog med samme kraft som granit mod stævnen. Anders stod fast ved rorpinden og prøvede at holde båden så vinkelret på brændingen, som han kunne. Bølgeskummet fløj om dem, mens båden surfede ned ad en bølge. Men fiskerbåden var sødygtig, holdt sig oven vande og gled ubesværet ud af det frådende skum og kom på ret køl.

Mændene hujede, men Anders så med et mørkt blik ind mod stranden. Den yderste revle var sjældent et problem, det var de næste revler, der gjorde ham nervøs.

Polle sang videre, mens anden revle nærmede sig. Det var stadig helt mørkt sidst på natten, og de kunne kun se vanviddet foran dem, når lyskeglen fra Bovbjerg Fyr ramte det oprørte hav som en cirklende finger af lys. Men larmen, larmen steg som tusinde kanondrøn, i takt med at anden revle skubbede bølgerne til nye højder.

Søerne bruste tungt og voldsomt rundt om bådsiderne, og i hvad der føltes som en uendelighed, kunne de ikke skelne himmel fra hav. Hvidt skum hvirvlede brusende og koldt ind over dem. De holdt fast. Klamrede sig til alt, der var naglet fast. Så forsvandt de ind i bølgens tonstunge slag. Alt hvirvlede rundt i det sorte inferno af saltvand og træbåd.

Anders holdt krampagtigt om rorpinden med begge arme, mens han talte sekunderne og tænkte, at snart havde han ikke kræfterne til at holde fast længere. Vandets raseri flåede hans hænder og arme væk fra det ru træ. Han anede ikke, hvad der var op og ned. Båden og alle ombord var omsluttet af stærk, våd strøm. Kraften fra vandet tog nærmest fat i dem som et levende væsen fra dybet. Væsnet kæmpede for at drive dem ned mod bunden af den sorte, kolde afgrund, hvor kun den våde grav venter.

Men pludselig gled båden fri, og stævnen skar gennem bølgerne igen. Væsnet havde givet slip. De kunne udmattede kaste sig tilbage i vandet, som fyldte halvdelen af båden op, og hive efter vejret. Fiskerbåden havde ved et mirakel bjerget sig selv, men Anders vidste, at så heldige ville de ikke være næste gang.

Krampagtigt holdt han igen fast i rorpinden, og mændene holdt om hinanden, mens de nærmede sig det hvide skum, der kværnede med tordenkraft mod kysten ved første revle. De bad deres fadervor, mens vinden skubbede dem direkte ind i døden.

– Bind jeres sikkerhedsliner op! råbte Anders.

– Vi kommer ikke gennem brændingen uden at kæntre, så nu skal I svømme på Guds og svømmebælternes nåde!

Mere nåede han ikke at sige, før helvede igen brød løs. En bølge tårnede sig op over dem og blokerede for fyrtårnets fejende lys mange meter over dem. Anders stirrede vantro mod den gigantiske bølge. Den var en umulighed, et bjerg skabt af levende havvand sendt fra en vred dæmon, og så væltede vandet ned over fiskerbåden med en kraft, som slog Anders ud. Hans verden gik i sort.

Kapitel 2 Thøtt

3. november 2022

Jette var glad for at cykle. Hun troede på, at en cykeltur om dagen holdt kroppen i gang. Hun lod den spinkle konstruktion af jern og gummi trække sin store krop op og ned ad bakkerne. Den førte hende ud til det første morgenbesøg. Hver morgen cyklede hun glad fra hjemmeplejens lokaler i Thøtt og ud til de beboere, som stadig kunne blive boende i egen bolig. Hun mærkede den fugtige og salte vind, som var så typisk for Vestkysten, stryge om sit svedige ansigt. Det var endnu en grå dag i november, hvor skyerne hang tungt over gylletanke og anonyme gårde. Tættere ved byen lå små murstenshuse, som mest af alt lignede rødbrune legoklodser i den sparsomme natur. Eller det var ikke rigtigt, rettede Jette sig selv. Natur var der meget af, men den blev holdt nede af den nådesløse vind, som konstant høvlede over stranden, pressede marehalmen ned mod millioner af sandkorn og løftede sig videre ind over heden og sumpen på den anden side af klitterne. Men det rørte ikke Jette, hun var kystbarn og ikke bange for lidt vind. Cyklen fandt vej ned ad en lille mudret nedkørsel fra hovedvejen til et afsidesliggende og faldefærdigt, hvidkalket fiskerhus med stråtækt tag. Det lå i læ bag ved klitterne og trykkede sig undskyldende mod jorden, mens der stadig hang en gammel lugt af salt og tjære omkring det. Engang havde det tilhørt en af de mange fiskerfamilier, som tjente til livets ophold på havet. Nu boede der en ældre enlig dame, som mest holdt sig for sig selv. Hun havde været aktiv i missionshuset, men efter de havde bygget det om til en moderne bygning med nye faciliteter til Indre Mission, så havde hun vist ikke følt sig hjemme. Det forstod Jette ingenting af. Det var da blevet så pænt derhenne. Hun gik selv til strik og salmer hver tirsdag og nød samværet med de andre, mens de sang, drak kaffe, strikkede og snakkede. Et godt liv med ro, orden og Jesus. Hun stillede cyklen op ad husmuren ved siden af et gammelt, udtjent skraldespandsstativ, der stank af råd. Hun låste sig ind og kaldte forpustet: – Fru Jensen? Det er Jette. Vi skal have dig op af sengen, så du kan få din medicin. Ingen svarede. Jette så sig om i den trange og mørke gang. Alt så ud, som det plejede. De gamle, solblegede og møre gardiner var trukket for, og huset henlå i tusmørke. Hendes blik dvælede ved et sort-hvidt foto af en streng, gammeldags udseende mand med skæg og skipperjakke. Jette spekulerede et øjeblik på, hvorfor fru Jensen dog ville have det grimme billede hængende. Det gamle køleskab i køkkenet satte i gang med en høj brummen, og Jettes hjerte slog et ekstra slag. Hendes krop spjættede, og hun smågrinte ad sig selv. Sikke noget pjat. Ikke noget at bekymre sig om. Fru Jensen sov nok bare tungt her til morgen. Hun tog jakken af og hængte den op. Så tog hun skoene af og stillede dem sirligt på skobænken og fortsatte ind i huset på hvide strømpesokker. Det så ud, som om intet var forandret siden 1960. Teaktræsmøblerne stod tæt i stuen, og det gråbrune gulvtæppe havde set bedre dage. Jette satte pris på renlighed og ordentlighed, og hun fortrød pludselig, at hun havde taget sine sko af i gangen. Selvom hun altid plejede at tage dem af. Hun kaldte igen. – Fru Jensen? Stadig intet svar. Der var alt for stille, selv katten var ingen steder at se. Det pokkers kræ fældede ellers røde kattehår over det hele. Hun trådte ind i det lille soveværelse, hvor hospitalssengen med hævesænke-­funktionen fyldte hele rummet ud. Den tronede underligt klinisk og hvidt midt i alt det gamle og hengemte fra et langt levet liv. Flere af de brune indbyggede skabslåger med buttede greb i stål stod halvt åbne for enden af værelset, måske fordi ingen længere bekymrede sig om at åbne og lukke en skabslåge. Der lugtede af gammelkonesved og mølkugler. Sengen var urørt. Jette følte på den kølige dyne, og nu blev hun bekymret. Hvordan kunne den gamle uden videre forsvinde? Hun manglede det sidste rum. Tøvende gik hun ned for enden af gangen mod badeværelset. De gamle gulvbrædder klagede under hendes vægt. Døren stod på klem, og en fedtet stribe lys trak Jette tættere på. Hendes gode humør var forsvundet og erstattet af en årvågenhed. Hun nærmede sig døren og trak den åben. Hun trådte ind. Badeværelset var lille og gammeldags indrettet. Toilettet var et ældre træk og slip uden den miljøvenlige skylleknap, som de fleste danske huse ellers havde nu om dage. De billige fliser var intetsigende, og Jette prøvede at fokusere på den øverste klinke med en stor revne, oppe, hvor tapetet mødtes med keramikken. Hendes øjne ville ikke se ned. Ikke se ned. Hun mærkede, at hendes strømper blev gennemblødte. Så tvang hun alligevel blikket ned på det våde, som farvede klinkerne og gulvet i et abstrakt kunstværk skabt af et menneskes død. Så begyndte hun at skrige.

Find masser af inspiration her