Tættere på
Dyrenes land

Forfatterparret Kenneth Degnbol og Dagmar Winther er aktuelle med krimien Dyrenes land, der er et nyt selvstændigt bind i Djursland- serien.

Djursland rummer simpelthen alt – nybyggerkvarterer, økofællesskaber, kollektiver, rockerborge, buddhistiske klostre, herregårde, gamle bondeslægter, hensygnende udkantsdanmark-byer og blomstrende, idealistiske fællesskaber. Djursland er et sted man både tilvælger, aldrig fraflytter- eller flygter til. Og så er det et af Danmarks smukkeste og mest dramatiske naturområder.

Ja, i høj grad- vi inspireres altid af det, vi møder. Vores højskole-arbejde bringer os i kontakt med alle typer mennesker, og vi inspireres også af virkelige hændelser, for eksempel kontrovers om rewildingprojekter og den måde, vi som samfund håndterer konflikter på.

Ja, i meget høj grad. Der er og har været stor kontrovers om store græssere, for eksempel i Nationalpark Mols Bjerge, hvor udsætning af de vilde heste har ført til demonstrationer, trusler, hærværk og civil ulydighed fra aktivister, der mener, der er tale om dyrplageri.

Der er mange spændende perspektiver i modstanden. Der er det dyre-etiske – kan man tale om rimelige vilkår for dyr bag hegn, der ikke kan trække uden for hegnet for at græsse? Men der er også retten til naturen og spørgsmålet om, hvor mennesket må vige for de klimapolitiske ambitioner. Der er ”ikke i min baghave”-argumentet. Men det har også været vigtigt at skildre nuancerne i modstanden. Det er ikke blot ”blødende hjerter”, men også mennesker, der ser steder med vanrøgt af dyr og har legitime bekymringer. Men det har været meget interessant at konstatere, at for eksempel sådan noget som foderstand kan være genstand for helt forskellige konklusioner. Er hesten undervægtig, eller er vi bare vant til at se for fede heste? Er det acceptabelt, at dyrene slås og får sår? Dybest set handler det om vores syn på naturen. Vi har derfor ikke skildret et ”for” og ”imod” natur, for den modsætning oplever vi ikke. Men vi skildrer hundeluftere, jægere, dyrerettighedsforkæmpere, biologer, der arbejder for større biodiversitet, og klimaaktivister side om side. Alle er ”for” naturen. Men natursynet er meget forskelligt, og på den større klinge er det kampen om natursynet, der bliver centrum for mange samfundsmæssige slåskampe nu og fremover.

Der er stor bekymringer for dyrevelfærd, men i høj grad også for adgang til naturen. Ønsket om at kunne have hund med sig rundt, som kan ophidse dyr, ønsket om at gå i fred for en flok heste, der kommer dundrende. Men også en skepsis på hele biodiversitets-problematikken: ved forskerne, hvad de taler om, i forhold til individets egne erfaringer af at leve tæt på naturen? Når klimaforskerne på den ene side taler for at bevare så meget biomasse i form af træer som muligt, og skovfogeden i vores lokale skov så fælder en hektar plantageskov for at kunne genstarte skoven med flere arter og større biodiversitet til følge, så opleves det nogle gange modsatrettet. Samtidig er natur jo noget vi alle er en del af. Vi er natur. Vi synes noget om naturen. Og hvis vi nu blot lod naturen være, vil det så i virkeligheden ikke være det mest naturlige? Men at lade naturen være – underforstået som den er i dag – kaster jo en masse historiske spørgsmål af sig. Hvordan blev naturen i dag, som den er, og er der overhovedet noget af det, der er sket særligt naturligt?

Ja, i Mols Bjerge har dem, der arbejder med rewilding oplevet både modstand i form af demonstrationer, infomøder, læserbreve, som det må finde sted indenfor lovens rammer. Men også episoder med anklager om vold, trusler, ulovlig videoovervågning og hærværk – også af den velmenende slags, hvor der for eksempel hældes foder ind til de dyre, der netop skal klare sig uden menneskelig fodring. Det har været voldsomt for de ansatte at være udsat for den grad af dæmonisering, som har været tilfældet. Vi er også inspireret af de nye planer om at tilbageføre Kolindsund på Djursland til det naturlige vådområde, det var før parolen om ”Hvad udad tabes skal indad vindes”. Det bliver til Danmarks næststørste sø, når det er gennemført. Undervejs skal et kæmpe område oversvømmes og mange ejendomme skal eksproprieres med store personlige omkostninger for de involverede, og den måde, debatten kører på, er virkelig interessant ift. natursyn og hvad vi som samfund er parate eller ikke parate til at ofre.

Vores karakterer er fiktive- men vi er bestemt inspireret. Ikke blot af rewilding-projekterne, men også af den smukke idealisme, der blomstrer i de små fællesskaber, der opstår på Djursland; kollektiver og andre bofællesskaber, der drømmer om noget smukt og bæredygtigt, men som ofte indhentes af virkeligheden: det er uhyre svært at leve sammen. Vi er inspireret både der, hvor det lykkes med fantastiske restaurant Moment på Friland som et eksempel- men også der, hvor man må kaste håndklædet i ringen.

Ja, det har vi. Vi bruger megen tid på at udvikle plot sammen med vores redaktør og med hinanden- det er ikke mindst vigtigt, når man er to, der arbejder sammen. Så skal vi være helt sikre på, hvad det næste beat i bogen er og have en fælles forståelse af vores karakterer, så vi ikke pludselig stikker af i en helt forkert retning.

At dyrevelfærd og natur ikke er eksakte størrelser, men i høj grad afhænger af øjnene, der ser. At vi skal have respekt for idealisterne – dem, der vil og tør noget andet. At den værdi, vi tilskriver ting og ideer, altid er relative og kontekstafhængige. Det gælder i natursynet, men det gælder også i kunstsynet. Kunstsynet er bogens andet hovedtema. Vi kender alle til, hvordan købspriser på kunst i nogle tilfælde kan virke helt absurde, og vi ved, at der er tale om sociale konstruktioner, hvor vi kollektivt gør bestemte kunstnere og deres værker til idoler. Vi bruger således kunstsynet til at understrege, at også natursynet ikke er eksakt, men er noget, der er til forhandling i dag.