Enkernes land begynder i Vestjylland, hvor en 98-årig kvindes mystiske og makabre selvmord kædes sammen med et mord på en kontroversiel, kvindelig højesteretsdommer i USA. På begge lig findes nemlig nogle ældgamle romerske amuletter, der har været forsvundet fra Nationalmuseets samling. Vicepolitiinspektør Peter Iversen, en Københavnerdreng, der i forbindelse med politireformen er blevet forflyttet til Vestjylland, sættes på sagen sammen med den rodløse og rebelske arkæolog Nanna, der er ekspert i amuletter. Hjemme i Vestjylland står den erfarne efterforsker, Vivi, for opklaringens lokale spor. Herfra tages læseren med ud på en spændende jagt fra Vestjylland til Kairo, fra Vatikanet til Louisianas sump.
Ideen til Enkernes land startede da Jeanette Varberg, i forbindelse med sit arbejde som museumsinspektør på Nationalmuseet, begyndte at arbejde på en forskningsartikel om to amuletter. De to amuletter bærer en gnostisk indskrift, Ablanathanalba. Gnosticismen er en gren af kristendommen, der blev dømt kættersk i 300-tallet, og researchen i forbindelse med dette ledte et skridt videre til en anden kristen gren, der kaldte sig profetiens kirke, hvor kvinder, der hørte guds kald, kunne være profeter og biskopper. Jeanette har altid interesseret sig for tiden omkring den tidlige kristendom, der hvor der sker et nybrud. Der hvor nye religioner opstod, videnskaber og filosofiske retninger blomstrede. Det interessante er at se på, hvilke religioner der til sidst ender med at blive dominerende. I de store monoteistiske religioner, jødedommen, kristendommen og islam, er der en indbygget kønsskævhed. En skævhed som Varberg har været opmærksom på og interesseret sig for siden hun var teenager. I de tidlige år var kristendommen en meget aktivistisk bevægelse, der talte til både mænd og kvinder og mente, at alle var lige for Gud. Det feminine stod altså meget stærkere, og kvinder kunne eksempelvis sagtens være præster.
“Banalt set, hvor gik det galt, piger? Hvornår mistede vi magten, hvornår løb mændene fra os? Jeg har altid drømt om at skrive en roman, og så tænkte jeg, det her kan sgu da bruges.”
Jeanette er altid ambitiøs med alt hvad hun laver og denne roman er ingen undtagelse. At skrive skønlitteratur for første gang har været et stort spring i forhold til de fagbogsudgivelser hun tidligere har skrevet, og hun har derfor lagt sig i selen for, at det skulle blive en god læseoplevelse. At skrive, finde på og lave selve gåden til bogen har været svært, og det har ikke været uden skrivekriser. Selv kalder Jeanette det for en menneske-sudoku der skulle gå op, samtidig med at det skulle være skrevet letforståeligt. Et tema der har optaget hende meget, og som også ses i bogen, er, at det ikke er biologi, der gør at kvinderne ikke har fået lige så meget magt som mænd op igennem historien. Det er kulturen – og i kulturen er det mennesker der laver reglerne.
“Jeg vil for alt i verden undgå at pege fingre ad dem, der er troende, men tro er magt, og det er den, vi sidder tilbage med. Stiller du spørgsmålstegn ved, hvordan det hele begyndte, så vakler 1700 års opfattelse af køn. Det er jo superspændende. Jeg vil gerne have, at læsere oplever verden anderledes med den viden, jeg giver dem.”
I Enkernes land følger vi fiskerkonen Marie i fortidssporet af romanen. Der var brug for en karakter, der kunne få læserne til at mærke det uretfærdige i, at kvinderne blev overhørt i de religiøse miljøer og her kommer Marie til at spille dén rolle. I Politikens avisarkiver findes en rapport fra Henrik Cavling, der skrev hjem fra vestkysten om en prædiken, der handlede om en stor ulykke i 1893, hvor mange fiskere druknede i en storm. Her prædikede præsten, Pastor Moe, at ulykken var guds straf over de vantro. Om Cavling smurte tykt på, ved vi ikke, for den originale prædiken er ikke til at finde. På Vestkysten fandtes der folk, der kunne tage varsler af havet som Marie også kan i bogen, men hun er en fiktiv karakter. Hun er summen af alle de kvinder, der gennem 2000 år ikke har fået lov til at tale offentligt, når de kunne. Så derfor er dét spor i bogen vigtigt. Der skulle være en karakter der gennemgik hele fornedrelsen og som mærkede det uretfærdige i maven, så læseren kan være med til også at mærke det.
I nutidssporet følger vi amuleteksperten Nanna og efterforskerne Peter og Vivi. Men det var faktisk slet ikke meningen, at der skulle have været så mange hovedpersoner. I begyndelsen af skriveprocessen var det kun Nanna og Peter der skulle have været med, men så blev Vivi ved med at mase sig på, så hun måtte få kapitelplads. Vivi opstod som karakter, da der skulle bruges en person til at tage sig af det lokale efterforskningsarbejde, da den erfarne vicepolitiinspektør Peter ikke ville nedlade sig til at tage ud til et selvmord. Med råd fra en god veninde som er embedslæge, fandt Jeanette på at skabe en karakter, der kunne holde styr på trådende i det lokale opklaringsarbejde, mens vicepolitiinspektøren farer rundt i den store verden. For at gøre skrivningen så spændende som muligt for forfatteren selv, ville hun ikke skrive på en karakter der var for ung, men derimod en erfaren dame der ikke gider så meget pjat. Vivi vil egentlig gerne snart forlade arbejdsmarkedet da hun er træt af pligter, og da Jeanette først havde fået taget hul på denne karakter, skrev Vivi sig selv ind i historien.
“Stort set hver gang jeg afleverede noget, der skulle læses igennem, sagde min redaktør; ’Det er godt, men vi kunne godt bruge noget mere Vivi’.”
Og derfor kom Vivi til at blive en væsentlig karakter i fortællingen, som både redaktøren og forfatteren forelskede sig i undervejs i processen.
… men der er også meget, det slet ikke er. Nanna er en karakter der tager store chancer. Hun er et menneske som satser. Desuden kører Nanna på motorcykel og er arkæolog, ligesom forfatteren selv. Vi kan læse om at hun tager tilbage til Ægypten, fordi hun har brug for de penge et arbejde kan give hende, selvom hun har været med til at starte det arabiske forår. Det ville forfatteren aldrig gøre, men der bliver brugt de erfaringer hun selv har til at bygge karakterer op.
Også københavnerkarakteren Peter bygger på noget genkendeligt. Han portrætteres som en rigtig Vesterbro-dreng der bliver pillet ud af sit vante miljø. Selv er Varberg jyde, men har sin daglig gang i København. Noget af det hun selv griner allermest af, er de københavnere der føler sig smarte ved at køre rundt i København i en firhjulstrækker, for hvad har de biler at gøre inde i byen? Så derfor skulle Peter have sådan en. Han synes, han er sej, men ude på landet, hvor den kører i sit rette terræn, griner de af ham, fordi han ikke har styr på, hvordan den skal fikses. Sådan nogle egne erfaringer gør, at skrivearbejdet har været sjovt. Jeanette håber at alle disse observationer vækker en genkendelse hos læseren. Peter ender med at gå lidt efter jyderne, og det gør at der opstår noget, som begge sider kan more sig over.
Det er ikke alle løse ender der bliver bundet sammen i slutningen af bogen, og i følge forfatteren bliver det hele tiden ved med at opstå nye idéer som godt kan genbesøges. Også karaktererne er hun blevet fortrolige med, specielt hos politiassistent Vivi er der spændende ting som stadig kan udforskes. Derfor er det ikke utænkeligt, at der kan opstå en fortsættelse.
Vi kan kun sige: god læselyst!
Jeanette Varberg
