Politikens Forlag præsenterer

Tættere på Fenris

Forside / Vild med krimier? / Tættere på – Porcus, Kim Hundevadt
Hvordan fik du ideen til Fenris?

Jeg stillede et simpelt spørgsmål: Hvor brænder det i Danmark lige nu? Hvor er der ild i snakken hen over hækken og havebordet? Svaret blev ulve. Det er helt vildt, som de kan splitte danskerne, og uforsonligheden er lige voldsom på begge sider af fronten. Ulve er simpelthen blevet et symbol på de stærke modsætninger mellem land og by, som er et af de temaer, jeg gerne vil undersøge i krimiserien.


Så din bog kunne lige så vel have handlet om jernmarker?

De kan bestemt også splitte danskerne, men vækker trods alt nok knapt så stærke følelser og går mig bekendt ikke til angreb på folk. Ulve kalder på ren kærlighed eller rendyrket had. De skaber også frygt. Jeg tænkte, at det kunne være interessant at bruge som dramatisk brændstof i en krimi. Hvad vil der ske, hvis der pludselig er store rovdyr i Dyrehaven nord for København? Hvad nu, hvis et barn en skønne dag bliver dræbt af en ulv?


Er det lige så uhyggeligt, som det lyder?

Ja, hvad havde du regnet med? Det er jo en krimi, hvor der skal være spænding. Men min pointe er, at det kunne godt ske. Der er ulve i Sverige lige på den anden side af Øresund, og de kan sagtens svømme over de smalleste steder. Ulve dræber færre mennesker end myg og elefanter, men de napper dog et menneske i ny og næ. Hvis det skete, kan jeg love dig for, at folk ville gå bersærk. Og politikerne ville i løbet af nul komma fem forsøge at overgå hinanden i at være tough on wolves.


Hvor står du selv i konflikten?

Midt i det hele, så jeg skal dukke mig for kuglerne, der kommer flyvende fra begge sider. Jeg synes, at der skal være plads til ulve i naturen, fordi de med en kort pause på et par hundrede år har været her siden istiden. Statistisk set er det farligere at krydse en vej eller spise en bøf. Men jeg forstår også godt, at folk kan være bekymrede over at have deres børn til at løbe frit omkring, og at de ikke kan leve med, at deres får og hunde bliver spist. Jeg holder med begge parter. De burde bare tale med hinanden i stedet for at kaste om sig med dødstrusler på sociale medier.

Tager du fat på andre temaer i Fenris?

Ja, bogen handler også om unge drenge, der spiller computerspil og bliver lokket ind i mørke kroge på nettet, hvor de deler bombemanualer og videoer med masseskyderier. Det er ikke noget, jeg finder på. Du kan læse om det i PET’s årsrapporter. Drenge helt ned til 15-års alderen er dømt for at planlægge højreekstremistisk terror. Så bare et godt råd herfra til alle forældre: Hold øje med, hvad jeres børn laver på nettet.


Det vil sige, at freden er truet af både ulve og højreekstremister i Fenris?

Præcis. Det er en sprængfarlig cocktail. Der er menneskeliv på spil. Og det udvikler sig til et nervepirrende kapløb med tiden, kan jeg vist godt sige uden at røbe for meget. Jeg går ud fra, at dine krimihelte, journalisten Michael Moll og PET-agenten Christiane Mielcke, så må i aktion igen? Der er ingen vej uden om. Vi er heldige, at vi har Mich og Chris, ellers ville det se sort ud for danskerne og demokratiet. De har godt nok begge deres egne problemer at slås med – Michs demensramte mor er forsvundet midt i ulveland, og Chris er martret af synder fra sin fortid – men de stiller op, når der er brug for dem.


Får de hinanden til sidst?

Tror du, jeg er så nem? Du bliver nødt til at læse bogen, hvis du vil vide det. Fenris foregår delvist i en fiktiv stationsby, der hedder Vindsted, og i de vestjyske skove rundt om byen. Er der ikke stationsbyer nok i forvejen, siden du nu er nødt til at finde på en? Nej, vi kan aldrig få stationsbyer nok. Jeg kommer selv fra en stationsby i Himmerland, og man skal nok være født i en for at holde af dem. Stationsbyer er ofte blevet hånet for deres grimhed, men de har en rå charme lidt som nybyggerbyerne i det vilde vesten. Snorlige gader på langs og tværs af jernbanen. Firkantede huse i røde mursten. Enkelt og praktisk. En del af vores fælles historie. Og Vindsted er bare en perfekt lokation til et spændende og hårrejsende krimiplot. Du skulle bare vide, hvad der foregår inde bag gardinerne. Men historien folder sig også ud i Odense, Kolding og Esbjerg. Og i København og omegn. Når jeg tænker over det, vil filmatiseringen nok blive en slags road movie.


Hvad har overrasket dig mest i processen?

Politik kan virkelig være et kynisk spil. Tænk, hvor langt nogle politikere er parat til at gå for at spille på frygten og beholde magten. Men måske er det bare noget, jeg finder på.


Hvad håber du, læserne tager med sig, når de har læst Fenris til ende?

Jeg håber, at de først og fremmest har haft nogle underholdende timer i selskab med en bog, hvor siderne har vendt sig selv. Hvis de samtidig har fået et skævt og anderledes blik på nogle af de temaer, der præger Danmark her i 2020’erne, vil jeg være en lykkelig forfatter.

Krimiforfatter Kim Hundevadt

Find masser af inspiration her