En sen aften for ikke længe siden listede jeg ind på Politikens Forlag, min fantastiske arbejdsplads i seksten år. Var alle kollegerne gået hjem? Ikke en selvfølge. Men heldigvis! Så kunne jeg gennemføre mit forehavende, uden at nogen opdagede det.
Jeg printede et manuskript, som jeg i hemmelighed havde skrevet på i halvandet år. Lagde stakken på en skranke i forkontoret. Fortsatte ned til mit eget kontor og skrev en mail fra en anonym konto, som var oprettet til formålet:
”Kære Politikens Forlag. Vi kender på et eller andet niveau hinanden, så jeg håber, at I vil tilgive, at jeg nu afleverer et manuskript anonymt.” Jeg forklarede i korte træk, at der var tale om en krimi, tænkt som første bind i en (forhåbentlig) elementært spændende serie på syv bøger.
Så skrev jeg navnene på fire gode kolleger i modtagerfeltet. Holdt vejret et sekund. Trykkede på send. Og løb ud ad døren, lettet over, at missionen var lykkedes. Manuskriptet var afleveret, og jeg kunne forblive i skyggerne, i hvert fald lidt endnu.
Hvorfor dette hemmelighedskræmmeri? Simpelt! Jeg tænkte: Det vil være en drøm, at bogen udgives på det, der i mine øjne er verdens bedste forlag, men den skal vurderes på det, den er, ikke hvem, der har skrevet den.
Så fulgte nervepirrende dage. På flere møder og mere uformelt blev der talt om ”det hemmelige manuskript”. Hvem kunne stå bag? Der blev gættet i alle mulige retninger. Jeg holdt vejret imens, trænede pokermasken og prøvede at undgå, at hjertet sprang ud af brystet.
For nu at gøre en lang historie kort: Den anonyme forfatter blev inviteret til et møde på forlaget knapt to uger senere. På selve dagen var der en vis spænding, vist nok på begge sider, i hvert fald hos mig. Da jeg kom ind ad døren, kiggede de på mig. Hvad fanden lavede forlagschefen for nonfiktion på et møde, der skulle handle om fiktion? ”Skal du også med,” spurgte en af dem.
”Joh,” sagde jeg, ”det skal jeg vel, jeg er da i hvert fald inviteret.” Der var stille et sekund. Så forstod de. De er trods alt ret kvikke. Deres ansigter i det øjeblik vil jeg altid bære med som et smukt minde. Hvad vi konkret talte om på mødet, står til gengæld en smule tåget. Men det var sjovt. Og jeg kom ud med en kontrakt. Nu er Porcus på vej ud i verden. Jeg håber, at I vil tage godt imod den og bringe den videre til mange læsere.
Krimiforfatter Kim Hundevadt
