Tættere på Tessa Hadley

”Jeg er så glad for, at jeg ikke debuterede som 25-årig.”

I 20 år har den britiske forfatter Tessa Hadley skrevet romaner og noveller, der undersøger, de liv vi lever: i forbindelse med udgivelsen af hendes første roman på dansk Fri kærlighed fortæller hun her, hvordan det at vende tilbage til 60’erne hjalp hende med at bliver klogere på livet i dag. Forfatteren kan ofte overse de mindste detaljer i livet. Laura Ashley-gardinerne, de farverige Formica-køkkener, bunkerne af tøj, der ligger spredt på gulvet i en lille lejlighed. Men netop dette eksistensens drivgods, belyser Tessa Hadley skarpt og gennemtrængende. I løbet af de seneste 20 år har hun siden sin debut Accidents in the Home (2002), der blev nomineret til Guardian First Book Award, har hun udgivet tre novellesamlinger og otte romaner, der konsekvent har været stille og strålende.

Hadley dykker ned i de usagte, ofte ødelæggende sandheder om menneskelige relationer: ægteskabelige affærer, kampen med at opdrage børn, de små dødsfald i livslange venskaber, den umulige afstand der vokser mellem søskende.

Tessa Hadley er en mester i at skabe en scene. Hvad enten det er trange lejligheder (Everything Will Be All Right), velkendte landhuse (The Past), tårne med låste døre (The Master Bedroom) eller fugtige drivhuse (Married Love) fremstår Hadleys hjem, som er de hævet og bagt på siderne, klar til at blive indtaget af hendes lige så realistiske karakterer. Derfor var jeg også nysgerrig efter at se Tessa Hadleys hjem, men i stedet må jeg nøjes med et glimt af hendes hjemmekontor gennem en computerskærm. Hadley sidder ved siden af en væg dækket af en reol med bøger på. Bag hendes hoved hænger et fint, tegnet portræt. Det svage januarlys, skjult bag gardinerne, er kraftigt nok til lejlighedsvis at kaste silhuetter af hendes animerede, åbne ansigt. Jeg nævner dette med evne til at beskrive hjem, så man som læser bebor dem, og hun kommer i tanke om en anmeldelse af hendes seneste roman Fri kærlighed, ”der handlede om, hvordan jeg altid beskriver møbler og steder. Jeg tænkte: ’Gør jeg det?’ Og så tænkte jeg, jo, det gør jeg nok, for det er der, jeg har levet mit liv, i rum fyldt med møbler. Møblerne taler, når du er i nogens værelse; hvad tager du ellers ind, hvis ikke den måde deres ydre selv, er til stede rundt omkring væggene?”

Om alt det der ofte er usagt

Hadley dykker ned i de usagte, ofte ødelæggende sandheder om menneskelige relationer. Om det er ægteskabelige affærer, kampen med at opdrage børn, de små dødsfald i livslange venskaber eller den umulige afstand der vokser mellem søskende. Hukommelse, tab og kærlighed er de farvande, hun fisker i. Zadie Smith, Hilary Mantel og Anne Enright er blandt Hadleys beundrere; Chimamanda Ngozi Adichie har kaldt Hadley ”en af vor tids bedste forfattere.”
Fri kærlighed indfrier disse lovprisninger. Mens Hadleys andre romaner strækker sig over generationer og årtier og følger afsløringen af familiens hemmeligheder og konsekvenserne heraf, varer hendes seneste roman kun ét år, der begynder i 1967 og hovedsageligt foregår mellem to kontrasterende postnumere, det pæne, hvide forstadsområde i det nordlige London og Ladbroke Grove, hjem for revolutionære og kunstnere, indvandrerne fra kolonierne, der søger arbejde i det spirende offentlige sundhedsvæsen.

Den britiske tradition for respekt og hierarki, at kende sin plads i klassesamfundets struktur. Det hele eksploderede på en måde.

I løbet af Fri kærlighed skifter Phyllis, en husmor i 40’erne, fra den ene til det andet postnummer, muliggjort af en affære med en mand halvt så gammel som hende – sønnen til hendes mands ven. Det er typisk for Hadley, at Fri kærlighed ikke fokuserer på sex eller endda skandalen (Phyllis skriver, at ”hun vidste, at forræderiet mod hendes mand og børn var forkert, men det var en fjern og anonym viden på linje med, hvad hun havde lært i skolen om Wienerkongressen og afskaffelsen af kornlovene i 1846”), men bruger affæren til at udforske – og punktere – de skelsættende sociale forandringer på dette tidspunkt.

 

”Der var noget historisk over det,” siger Hadley om slutningen af tresserne.

”Her var det hængsel, hvorpå moderniteten hviler. Verden ændrede sig. Noget, der havde eksisteret i lang, lang tid, forandrede sig. Den britiske tradition for respekt og hierarki, at kende sin plads i klassesamfundets struktur. Det hele eksploderede på en måde. Det, der erstattede det var selvfølgelig ikke salig lighed og frihed, som vi jo godt ved,” siger hun.

”Men det var noget, der føltes anderledes helt ned i cellerne i kroppen, det føltes anderledes, og det virker derfor som en kilde til, hvor vi er nu. Derfor virkede det ikke bare som en malerisk kulisse, hvor man morede sig med forskellige kostumer.”
Hadley blev voksen i 70’erne, et årti, som hun siger, hun har haft ”meget sjov med” på siderne. Som datter af en skolelærer og en mor, der var kunstner, begyndte hun at studere engelsk på Cambridge, hvilket lyder som en deprimerende, akademisk oplevelse, som også mange af hendes kvindelige karakterer gennemgår. ”Jeg var ikke så vild med det, faktisk,” siger hun og vrider sig. ”Det var et anspændt, konkurrencepræget sted, og jeg var lidt provinsiel, hvis jeg skal være ærlig. Jeg klarede mig fint, men jeg var klodset. Jeg har stadig følelsen af, at det var et mandsdomineret sted, og kvinder var henvist til periferien.”

I stedet blev Hadley autodidakt. Hun droppede en Ph.d., hun var ved at skrive for at få børn og læse videre på egen hånd, guidet af sin nysgerrighed. Hun blev dybt fascineret af D.H. Lawrences værker, der virkede ”profetiske for mig” på det tidspunkt og ”fik mig til at træffe vilde og muligvis tvivlsomme beslutninger”. Det var Lawrentiansk, siger hun, at blive ”gift meget ung og få børn i stedet for en karriere – selvom man kunne tilskrive det en modvilje mod at underkaste mig det hårde undervisningsarbejde”. Hun var 27 år og mor, da hun begyndte at ”kradse romaner ned”. Fire eller fem af dem ville ende i skraldespanden. ”De var håbløse,” siger hun. ”Jeg er så glad for, at jeg ikke debuterede som 25-årig, fordi de var døde. På det tidspunkt ville jeg have elsket det, men de var forfærdelige.”
Det var en tid, som Hadley kalder sin ”læretid”, og som sluttede et årti senere, ”da jeg endelig skrev et par noveller og tænkte, at dette er det. Små, måske meget små, men de er min sandhed.” Hun kastede sig også ud i en MA i kreativ skrivning, på det nyligt grundlagte Bath Spa University; et langt lykkeligere studie end det foregående.

Hun skriver, siger hun, fordi hun ”ønsker at nedfælde den række af øjeblikke, jeg har levet i.”

”Jeg elskede at være tilbage i den verden, fordi jeg så længe havde være en husmor med hemmelige skriverier, fiasko og børneopdragelse, og pludselig var jeg en klog pige igen,” siger hun. Det var en efterfølgende Ph.d.-grad i Henry James’ værker, der tillod Hadley at opdage den forfatterstemme, der pulserede gennem hendes romaner. Der fik hende til at stoppe med ”at prøve at være andre forfattere”.

 

Hun var 46 år, da hendes debutroman Accidents in the Home udkom, skrevet med fire hjemmeboende drenge, et fuldtidsjob som lærer og en påbegyndt PhD-afhandling.

Jeg spørger, om hun kan huske det opkald, der gjorde hende til forfatter, og hun tænker sig tilbage til sin arbejdsplads på Bath Spa.

”Jeg kan huske kontoret og telefonen og min agent, der sagde: ’Jonathan Cape’ vil købe din bog.’ Det var dejligt.” Hadleys stemme knækker og hendes øjne fyldes med tårer, der overrasker hende.

 

”Det er pinligt, det plejer jeg ikke at gøre,” siger hun på en meget undskyldende, engelsk måde. ”Men det var dejligt.” Derefter fortæller Hadley, at hun ringede til sin bedste veninde. ”Og hun sagde, ’Åh, det ændrer alt’. Og det gør det.”

Hadley insisterer på, at hendes bøger ikke handler om hendes eget liv, men de er alligevel opstået ud fra en ”sult efter at bringe det liv, jeg har levet, ind på siderne.”

Hun skriver, siger hun, fordi hun ”ønsker at nedfælde den række af øjeblikke, jeg har levet i.” Siden barndommen har Hadley oplevet ”en stærk følelse af tiden, der går, og forandring, og hvordan alt forsvinder i glemsel. Det får mig til at føle, at alt dette vil forsvinde – kompleksiteten, sammenhængene og måden, vi kan læse nuancer. Det vil alt sammen forsvinde, men bøger kan indfange det og fastholde det.” Hadley insisterer på, at hendes bøger ikke handler om hendes eget liv, men de er alligevel opstået ud fra en ”sult efter at bringe det liv, jeg har levet, ind på siderne.” Hendes karakterer og romanernes handling opstår i en mærkelig blanding af drømme og ”det virkelige, vågne, hårde hjernearbejde, hvor du føler, at du presser historien, og at den er for slap.”
Notesbøger, siger hun, er afgørende til at nedskrive de mere glidende, flygtige dele inspireret af bøger (Hadley siger, at hun primært genlæser ”de indlysende forfattere som George Eliot, Jane Austen, Thomas Mann og DH Lawrence og ganske meget Elizabeth Bowen. De bliver aldrig slidt op”) og sjældnere mennesker. Hun opbygger først sine karakterer ud fra deres fysik, mens hun venter på, at det rigtige navn melder sig. Når det sker, forklarer hun, er det som en kunstner, der maler øjnene på sit værk: ”pludselig har personen sit eget liv adskilt fra dig, og du kan ikke længere bestemme over dem. I stigende grad skriver Hadley i et vakuum. Hendes tidligere roman Late in the Day (som af mange betragtes som et mesterværk), og Fri kærlighed bliver først overleveret til hendes agent, når de er færdigskrevet. ”Så opstår der en oprigtig tvivl”, siger hun. ”Jeg venter på det på en måde, fordi jeg vil være fri til at finde på, men der er en stor risiko ved at skrive en roman, fordi den er din vurdering. Du venter, indtil du endelig giver den videre og ser, hvad folk synes om den.”

Er du nysgerrig på om bogen er noget for dig, så kan du læse Julie fra Læseklub Danmarks anbefaling her.

Den vil jeg gerne læse!